YWAM, Birth Attendant School

Tanzania: Palmetræer, air condition og dødsfald.

2012-02-11T08:08:00.000-08:00

Jeg har taget hul på den 8. måned af min rejse, min bagage er for længst blevet pakket ud et nyt sted og jeg vil nu fortælle dig lidt om mit liv og arbejde her i Tanzania:

På trods af en helt fantastik tid i Indien, er jeg lykkelig for de forandrede og forbedrede vilkår vi lever under her. Tanzania er som tidligere nævnt smukt og eksotisk, her er luftfugtigt og varmt, der er frisk luft, ingen larm og så bor vi, sammenlignet med Indien, på første klasse med air condition, brusere og et rent køkken.

Det er allerede over en måned siden vi ankom hertil og disse omgivelser er efterhånden ved at være hverdag. Af en eller anden grund føles det dog stadig lidt som om jeg er på ferie; jeg spiser min morgenmad ude under palmetræerne, køber ananas til 3,50 kr. og bruger mine fridage på en hvid sandstrand. På trods af charterferie-omgivelserne, er livet her i Afrika dog i virkeligheden langt fra første klasse.

Efter godt 3 ugers venten fik vi midt i januar endelig godkendt vores arbejdstilladelser og kunne begynde at arbejde på hospitalet. Ligesom i Indien arbejder vi her på et offentligt hospital, hvor kun de fattigste i samfundet sætter sine ben.
Da vi fik vores første rundvisning på hospitalet blev jeg glædeligt overrasket - også hospitalsvilkårene er en stor opgradering fra Indien. Her føder kvinderne på senge med madrasser, nåle smides i en beskyttet beholder, gulvene er (nogenlunde) rene og de nyfødte babyer bæres ikke rundt i metalbakker, men de holdes varme!
Men men… Én ting har jeg lært: madrasser og rene gulve redder ikke menneskeliv!! Det gør derimod kompetent personale, der ved hvordan de skal reagere i akutte situationer, det gør ressourcer der er til rådighed når der er brug for dem og det gør lande med en regering der værdsætter menneskeliv højere end korruption. Alt sammen ting som Tanzania mangler, og vi mærker og erfarer effekterne heraf!

Vi har allerede oplevet at 2 mødre er døde af blødning efter deres fødsel, mere en hvert andet nyfødt har brug for at vi giver hjertemassage eller ilt efter fødslen og vi står med komplikationer i langt større omfang end vi oplevede det i Indien.
3 dage om ugen arbejder vi alle på hospitalet og 2 dage om ugen er vi derhjemme, hvor vi får undervisning om diverse komplikationer i forbindelse med en fødsel. Det er intenst at lære om disse ting den ene dag og så opleve dem på nær hold dagen efter.

I sidste uge fik jeg besøg af to af mine bedste veninder hjemmefra, Lotte og Anne. Hvilken velsignelse! Når man lever som jeg gør kan man hurtigt føle sig lukket inde i sin egen lille boble og have et stort ønske om at kunne tage alle med derind. Derfor skriver jeg denne blog og derfor ligger jeg nogle meget beskrivende billeder på facebook. Men lige meget hvor meget jeg fortæller og hvor mange billeder jeg viser, så er jeg stadig isoleret her i min boble. Med mindre jeg bogstavelig talt lukker nogle ind og det har jeg netop gjort i disse uger. Jeg har haft muligheden for at vise Lotte og Anne alt lige fra det afslappede liv under palmetræerne til det hektiske liv på fødestuen.

Lotte og Anne fortæller:
"Fødegangen som vi har oplevet den her, er fyldt med så mange sanseindtryk og følelser. Noget af det vi har hæftet os mest ved, er dog kontrasten mellem liv og død, som man dagligt mindes om her; på babybordet ligger en byld indeholdende en smuk og velskabt, men kold, død baby da vi møder ind. Om eftermiddagen da vi tager af sted igen, har 7 nyfødte babyer været forbi babybordet. Den døde baby ligger der stadigvæk som en grufuld reminder. Liv og død, side om side, og dette er kun ét af mange daglige eksempler, genoplivning og forblødning et andet.

En anden ting, der slår os, er hvor anderledes mødrenes oplevelse af at føde her må være. Efter ankomst tilbringer de tiden sammen med op til 60 andre kvinder på én afdeling, hvor de deles om madrasser og privatliv, indtil de er udvidede nok til fødegangen. Her ligger de så op til 10 kvinder nøgne, side om side og er vidne til hinandens smerter, fødsler, glæde og komplikationer, mens evt. pårørende kan vente spændt udenfor. Langt de fleste forstår ikke engelsk, så kommunikationen foregår primært nonverbalt, og ellers via enkelte vigtige ord, som pigerne kender på swahili eller med en hospitalsansat som oversætter. Umiddelbart efter fødslen pakker kvinderne deres ting sammen og får deres babyer på afdelingen for tiden efter fødslen, hvor begge parter monitoreres. Selvom de anatomiske og fysiologiske mekanismer er de samme, så må oplevelsen af at føde her være en helt anden end hjemme i Danmark. Det er så vildt!"

Sådan er mit liv her. Den ene dag genopliver jeg et barn eller forhindrer en moder i at forbløde og den anden dag ligger jeg under palmetræerne på en hvid sandstrand. Bogstavelig talt fra det ene ekstreme til det andet.
Men jeg elsker det hele, både at stå med komplikationer på fødestuen og mærke adrenalinen, og at ligge på stranden under solen og mærke varmen.
Som jeg har sagt til Lotte og Anne: jeg er ikke færdig her og jeg kommer ikke hjem foreløbig ☺

Bye bye India.

2011-12-30T07:23:00.000-08:00

Endnu engang befinder jeg mig i en flyver, denne gang med retning mod Tanzania, Afrika. I mine tanker prøver jeg at afrunde de sidste 3 måneders liv, arbejde, frustrationer og højdepunkter fra Indien. Mest af alt er jeg taknemmelig over de erfaringer og oplevelser som jeg tager med mig derfra. Jeg har elsket Indien, selvom jeg dog er taknemmelig for at kunne se frem til at indånde frisk luft og tage et brusebad. Jeg har været fuldstændig forundret over, at vi som, for de flestes vedkommende, uerfarende studerende har fået lov til at træde indenfor hospitalet og tage ansvar for menneskeliv. Bogstaveligt talt:

En af de sidste dage på sygehuset arbejdede jeg i "admission" - der hvor alle kvinder skal igennem når de ankommer til sygehuset. Her vurderes deres progression og tilstand, og derudfra sendes de så videre til sygehusets forskellige afdelinger. En dag i "admission" er aldrig kedelig! En kvinde havde lige født på en af sengene derinde, fordi hun aldrig nåede ind på fødestuen, da en anden kvinde blev kørt ind på en båre. Kort tid efter gik jeg tilfældigvis forbi kvinden men blev stoppet af hendes moder, der stod med en navlesnor mellem fingrene. Jeg opdagede at der lå et livløst nyfødt fuldbåren barn mellem kvindens ben, stadig med navlesnoren forbundet til sin mor. Der var intet af sygehusets personale omkring kvinden og jeg gik ud fra at de ikke synes det var værd at bruge deres værdifulde tid på denne kvinde. Jeg forklarede min leder at denne kvinde havde et dødt barn mellem benene og fik grønt lys til at befri det fra sin mor.
Jeg gik hen for at finde udstyr til at klippe navlesnore over med, da jeg ud af øjenkrogen så en lille bevægelse fra barnet. Kunne det være?! Jeg stoppede op og stirrede, og dér kom endnu en bevægelse. Jeg råbte til min leder "dette barn er IKKE dødt", fandt en meget svag puls på barnet, gik i gang med genoplivning og efter kort tid lød der barnegråd på stuen. Kvinden og hendes mor vidste nærmest ikke hvordan de skulle forholde sig til det hele, men efter en times tid kørte de ovenpå til barselsgangen med en fuldstændig rask nyfødt dreng.
Den morgen havde jeg og mit team, som så mange gange før, bedt om at vi måtte blive ledt til dem, som havde allermest brug for vores hjælp. Hvem ved hvad der ville være sket hvis jeg ikke havde gået forbi den kvinde?!

Både på og udenfor hospitalet har jeg lært at kigge efter små muligheder for at gøre en forskel og være lys hvor der ellers er mørke. Ofte handler det bare om enkle ting, som at behandle en fødende ligeværdigt, tage mig tid til at tørre blod op efter mit arbejde eller gå en ekstra mil for et af mine teammedlemmer. Der skal slet ikke så meget til, og det er såmænd lige meget om det er i Indien, Afrika eller Danmark.

Mentalt er jeg ved at være indstillet på at skulle starte et nyt kapitel. Eller nærmest tage hul på en hel ny bog, for jeg er ikke sikker på hvor meget Indien og Tanzania kan sammenlignes. Det glæder jeg mig til at finde ud af.

Fredag den 9.december hentede jeg min mor i lufthavnen! Hun fik mulighed for at være med mig på fødegangen på mine 2 sidste vagter. Hun observerede, blev overvældet, nussede de nyfødte, opmuntrede de fødende kvinder og klippede endda navlesnoren på det barn, som hun så mig tage imod. Det var vildt at kunne dele denne del af min verden med hende og jeg er taknemmelig for den tid og de oplevelser vi har haft sammen her.
De sidste 10 dage har udelukkende stået på evaluering, afrunding, afsked, julehygge og afslapning. Vi har spist og spist, vi har besøgt venner en sidste gang og vi har hygget os. Den 16. december begyndte der at dukke tydelige spor op rundt omkring i byen på at det var jul, men jeg må godt nok indrømme at en sand følelse af jul udeblev i år. Jeg har flere gange tænkt at det såmænd bare har gjort det nemmere ikke at kunne være hjemme i denne tid.
Som endnu et tegn på at det ikke var en rigtig jul, spiste vi juleaften burger og pomfritter på Hard Rock Café inden vi tog til en sen julegudstjeneste. I kirken var der internetforbindelse og jeg fik mulighed for at skype med hele min familie derhjemme inden gudstjenesten. Det var fantastisk og et øjebliks ægte følelse af jul.
Dagen efter samledes vi alle om morgenen på ægte amerikansk vis for at åbne vores julesokker, som i løbet af december var blevet godt fyldt op.
Min konto for kulturelle oplevelser er efterhånden godt fyldt op.

Update fra Tanzania: Wow! Jeg foeler naermest at jeg er paa ferie. Her er eksotisk og smukt modsat Indiens affald, stoev og larm. Vores leve forhold er naermest fantastiske (altsaa vi snakker egentligt bare spejderlejr standard). Jeg glader mig til at fortaelle meget mere herfra!!

Namaste

2011-12-03T06:16:00.000-08:00

I dag er det præcis 5 måneder siden jeg startede på skolen i Australien. Utroligt. Jeg kan godt mærke det er længe siden, og til tider længes jeg virkelig hjem, men samtidig føler jeg slet ikke at jeg er færdig her. Selvom jeg savner jer rigtig meget, har jeg det fortsat godt med at være lige her hvor jeg er.
Der bliver længere og længere mellem mine frustrationer og mine arbejdsvilkår her er efterhånden blevet hverdag. Selvom der er ufatteligt stor forskel på menneskesyn, værdier, tankegang og meninger her sammenlignet med derhjemme, så føler jeg at jeg har fundet min måde hvor jeg kan sørge for kvalitet i mit arbejde, og kan sætte fokus på den enkelte kvinde.

I løbet af de mere end 2 måneder, hvor vi har arbejdet og boet i Indien, har vi som team givet omkring 13.000 kvinder og nyfødte en eller anden form for behandling. Heraf er cirka 10.000 blodtryksmålinger (af den manuelle slags, hvor man bruger et stetoskop og lytter sig frem). I fredags rundede jeg personligt 500 blodtryk - gennemsnitlig 50 i ugen. Hver uge får jeg ufattelig mange muligheder for at øve mig i forskellige praktiske færdigheder.

Hver enkelt kvinde, som modtager en eller anden form for behandling fra mig eller en fra mit team, bliver tilbudt at blive bedt for. Nogle dage sidder jeg bare på en bænk i graviditetsklinikken og tager blodtryk på de gravide kvinder, der er mødt op den dag. Efter jeg har sikret dem, at deres blodtryk er "normalt" spørger jeg dem om jeg må bede for dem. Enkelte når endda at spørge mig om jeg vil, inden jeg selv tilbyder dem det. De kender os efterhånden (vi skiller os ret meget ud med vores lyse hudfarve), de ved hvad vi står for og de ved hvorfor vi er her.
I alt har vi indtil videre bedt for over 20.000 indere, heriblandt gravide, fødende, nybagte mødre, nyfødte, ægtemænd, bedstemødre osv…

Den anden dag arbejdede jeg på fødestuen, da strømmen pludselig gik ud og det blev mørkt. En af lægerne var ved at sy en kvinde efter hendes fødsel, så jeg gik over til lægen med min pandelampe, så hun kunne fortsætte sit arbejde. Jeg stillede mig ved siden af metalbriksen, med pandelampen i min ene hånd og tog den nybagte moders hånd i den anden. Der stod jeg i mørket, med lyden af klagende kvinder i fødsel omkring mig, og synes at situationen mest af alt mindede mig om en film fra anden verdenskrig hvor man ser en operation i et hospitalstelt, med lyden af krigen i baggrunden.
Og alligevel synes jeg det var meget normalt.

I får lige en lille historie mere:
Midt i oktober tog jeg imod et lille misdannet foster, som var blevet aborteret. Det var parrets, Rajee og hendes mand Rajesh, første barn og de var virkelig kede af det. Jeg kan huske at jeg bad for at de en dag måtte få en stor familie. De gav mig deres telefonnummer og jeg lovede at besøge dem inden jeg rejste fra Indien.
I sidste uge ringede jeg til dem og de bød mig over på aftensmad. De var utrolig glade for at se mig og jeg var mindst lige så glad for at se et smil på Rajees ansigt. Jeg mødte hendes moster, som takkede mig mange gange fordi jeg havde taget mig så godt af hendes niece på hospitalet, da hun ikke selv havde mulighed for at være der og holde Rajees hånd.
Jeg elsker hjemmebesøg!

Jeg ved at jeg aldrig kan give et helt rigtigt billede af mine oplevelser her, men tak fordi du tager dig tid til at høre hvad jeg har at fortælle.

På fredag kommer min moar og det glæder jeg mig helt VILDT meget til!! Jeg glæder mig til at kunne vise hende min verden og jeg glæder mig til at hun skal opleve fantastiske Indien.

Glædelig jul til jer alle! (Min mor fylder sine kufferter med julegodter, så jeg skal nok få en god jul, selvom den bliver holdt i solskin og varme).

This is it. Det her er min drøm.

2011-11-20T00:09:00.000-08:00

Hvis jeg ikke har fået sagt det før, så siger jeg det nu; Jeg er vild med Indien! På trods af, at jeg er på en prøvelse i forhold til at arbejde under Indiens vilkår og forsøge at holde min frustration nede, så elsker jeg at bo her i varmen, farverne og menneskemylderet.
Jeg er desuden virkelig taknemmelig for at få de praktiske jordmodererfaringer som jeg får her, og dem får jeg virkelig mange af!

Lad mig fortælle dig lidt om Joseph. Hvis du har fulgt med i mine billeder på facebook har du set et billede af ham og hans familie. Joseph blev født for tidligt, men er i dag 5 måneder gammel. På trods af sin alder vejer han stadig mindre end en nyfødt baby - Han er MEGET underernæret. Jeg så ham første gang den første weekend vi var her i Indien og efterfølgende besøgte vi familien med jævne mellemrum i deres lille etværelses lejlighed, for at vejlede forældrene i amning, samt veje Joseph og følge med i hvordan han havde det. Som gave til forældrene medbragte vi bananer og små kager + et hjemmestrikket babytæppe, en hue og en babydragt, som vi havde fået doneret i Australien. Under et andet besøg gav vi dem proteinrig modermælkserstatning, i stedet for den almindelige komælk, som de gav ham udover amningen.
Efter 4 uger hvor Joseph kun havde taget i alt 100 gram på i vægt, fik vi ham indlagt på et privat børnehospital, som han havde været indlagt på lige efter han blev født. Da vi sad og ventede på at en læge skulle undersøge Joseph, begyndte hans mor, Suguna, stille at græde. Hun fortalte at det endelig var lykkedes dem at blive gravide med Joseph efter 8 års forsøg. Men familien fik ikke den lykkelige og ukomplicerede far- mor-og-barn-start, som de så længe havde drømt om. Suguna takkede os mange gange og fortalte at de, efter Joseph blev født, havde været nødt til at sælge smykker af guld for at få råd til at han kunne komme på hospitalet.
Efter lidt tid gik vi sammen med forældrene ind til lægen, som vurderede at Joseph skulle indlægges. I løbet af kun 8 dage tog han 400 gram på! Efter god vejledning til os om hvordan vi videre kan hjælpe Joseph og hans familie, blev han udskrevet den 10. november. I fredags, en uge efter, mødte vi familien på hospitalet til en opfølgende lægetjek og vægtkontrol. Han har nu præcist rundet de 3 kg! Lægen sagde at der kun måtte komme 2 medlemmer ind i undersøgelsesrummet, men forældrene insisterede på at jeg fik lov til at komme med ind. De er så taknemmelige og jeg elsker at se hvordan de lyser op når vægten fortæller os, at Joseph endnu engang har taget på.

Vi har kun haft mulighed for at være til hjælp og velsignelse for Joseph og hans forældre, fordi jeg har modtaget så mange penge donationer fra jer derhjemme. Modermælkserstatning, sutteflaske, hospitalsregninger, transportpenge og gaver til familien har i alt løbet op i omkring 1.400 danske kroner. Det er penge, som disse forældre aldrig nogensinde selv ville have haft mulighed for at spare op.
Det er fantastisk at kunne værdsætte menneskeliv så højt, her i et samfund, hvor penge normalt forhindrer familier i at sørge for at deres elskede børn får den bedste behandling. Takket være jeres bidrag er Joseph godt på vej mod at vokse sig stor og stærk.

Udover Josephs historie har mit team og jeg har haft mulighed for at gøre en masse små forskelle på grund af de penge, som vi har fået doneret. Den første uge på hospitalet blev jeg overvældet over tilstandene, som kvinderne og babyerne bydes her. Igen har jeg kunne gøre noget ved dette, ved blot at indføre ting, som for os i Danmark er meget enkle, lettilgængelige og egentlig bare en selvfølge. Jeg har kunne indføre små ændringer og ting, som jeg, fordi jeg har arbejdet på et vestlig hospital, kunne se var sundhedsskadelige men lette at ændre. For eksempel lavede vi hovedrengøring i byrummet samt skrubbede fødebriksene + væggene på fødestuen. Vi har købt utallige babytæpper, babyhuer og håndklæder for at forhindre at de nyfødte babyer bliver kolde. Jeg har købt sterile barberblade, som vi bruger til at skære navlesnorene over med, i stedet for at bruge den samle gamle saks til alle nyfødte, og på den måde forhindrer vi måske at nogle børn får blodforgiftning eller bliver smittet med HIV og lign. Vi har købt rengøringsklude og desinfektion til at rengøre fødebriksene for blod osv mellem hver fødende kvinde, så vi slipper for at bruge gulvkluden, som de ellers bruger. Ja vi har købt mange flere små ting, og hvis du er interesseret et til at se en liste inkl. priser eller hvis du har lyst til at donere flere penge til vores arbejde, så må du endelig skrive til mig!

Jeg kan tydeligt mærke at mine frustrationer bliver mindre og at jeg får nemmere og nemmere ved at acceptere, at det er disse omstændigheder jeg bliver nødt til at arbejde under mens jeg er her. Samtidig er det fantastisk at have mulighed for at kunne gøre noget ved i det mindste nogle af tingene, som f.eks. kolde nyfødte babyer i metalbakker (pakke dem ind i håndklæder og babytæpper).

Jeg kunne ikke forestille mig noget sted jeg hellere ville være end lige her. This is it. Det her er min drøm. En drøm som er blevet virkelighed.

Små historier fra min hverdag i Indien

2011-10-26T05:10:00.000-07:00

Jeg har ufattelig mange historier, som jeg kunne fortælle, og jeg synes det er ret så frustrerende, at jeg ikke kan dele dem alle med jer. Der sker ting på hospitalet hver eneste dag, som jeg ikke engang i min vildeste fantasi tidligere kunne forestille mig. Gennem de følgende 2 små historier om babyernes vilkår, håber jeg at I får bare et lille indblik i min hverdag her i Indien:

Tirsdag i sidste uge mødte jeg sammen med 4 af de andre piger ind i en eftermiddagsvagt på fødestuen. Ud af de 6 kvinder, der lå derinde i varme, blod og larm, var der særligt en fødende, Mamatha, som tiltrak min opmærksomhed. Hun var i 7. måned, men havde fået sat sin fødsel i gang fordi hun 3 dage forinden havde fået diagnosticeret at hendes foster led af diagnosen hydrocephalus, også kaldet "vand i hovedet". Eftersom jeg går efter alt der er markeret "kompliceret", for at få erfaring med ting, som jeg ikke sådan lige støder på derhjemme, hjalp jeg denne kvinde under hendes fødsel. Efter et par timer fødte Mamatha og jeg tog imod en levende, men slap pige. Pigen, som vi gav navnet Lily, havde et stort malformet hoved på trods af, at det meste overskydende væske fra hendes hoved var blevet drænet i fødslen. Hun havde desuden flere andre misdannelser, fx havde hun ingen øjne, misdannede ører + næse og kun 4 fingre på venstre hånd.
Her i Indien tager de hurtigt efter fødslen babyerne fra deres mor for at tage dem ind i babyrummet, så Mamatha nåede kun lige kort at se hende. Efter jeg havde vasket og færdiggjort Mamatha gik jeg ind til Lily i babyrummet. Jeg var i tvivl om hun havde overlevet fødslen, men ud over at være meget slap, havde hun det okay. Normal vejrtrækning, puls og farve. Jeg synes hun var så fin på trods sine misdannelser, og jeg nød at sidde med hende pakket godt ind i et tæppe. Senere blev Lily overflyttet til børneafdelingen.

Torsdag da jeg igen havde vagt på hospitalet, gik jeg op på børneafdelingen for at se til Lily. Afdelingen består af et stort rum, hvor der nogle dage ligger op til 15 babyer i små plastiksenge uden madrasser - Endnu engang laaaangt fra vestlig standard! Jeg fandt hurtigt Lily, som lå musestille i sin seng. Jeg vidste med det samme i mit hjerte, at hun var død.
Jeg fik fat i en læge og han gav hende hurtigt noget adrenalin. Han sagde "ja hun har det ikke godt. Hvis hun ikke reagerer på adrenalinen kan vi erklære hende død". Jeg behøvede ingen erklæring og gik i stedet på barselsgangen, hvor jeg fandt Mamatha. Mamatha er 19 år, hun havde som sagt 3 dage forinden fået stillet diagnosen og havde derefter været i fødsel i 2 dage. Hun smilede da hun opdagede mig, men jeg kunne se sorgen og fortvivlelsen i hendes øjne.
Hverken Mamatha eller hendes mand, som var hos hende, forstod særlig meget engelsk, så jeg sad bare på hendes sengekant, aede hendes hånd og bad højt for dem om at de ville blive velsignet med mange sunde børn. Selvom de på det tidspunkt endnu ikke vidste at Lily var død, tror jeg, at det bare var det de ventede på. Under disse levevilkår kan jeg ikke bebrejde dem.

Lily på børneafdelingen, liggende i sin seng under en "ilt-klokke". (Her er hun ikke død!)

Endnu en historie:
I går onsdag, efter at have arbejdet i graviditetsklinikken hele formiddagen, gik jeg ned på fødegangen for at køre hjem med de piger, som havde haft vagt der. Der var stille da jeg kom og kun en enkelt baby i babyrummet, men i løbet af den næste time ændrede tingene sig gevaldigt. Jeg havde ikke været der længe før babyrummet var fyld op. Alle de fødende havde bestemt at deres babyer skulle ud på samme tid. Pigerne, der stadig var på vagt, arbejdede hård på at passe på både mødrene og babyerne. Men situation strammede til da 2 mødre ikke ville stoppe med at bløde efter deres fødsel. Uden at være klædt i min uniform sprang jeg til ved en fødsel og bød en lækker buttet dreng velkommen til verden. Kort efter hørte jeg noget om en navlesnor, der var sprunget og jeg fandt senere ud af, at en mor havde født helt alene på fødestuen inde ved siden af. Eftersom ingen havde grebet babyen, var den gledet ned ad den glatte metalfødebriks og ned på flisegulvet! Eftersom navlestrengen ikke var lang nok, var den sprunget i faldet, hvilket resulterede i at babyen lå på gulvet med blod piblende ud af navlen.
Behøver jeg sige meget mere!?!

Jeg vil dog lige pointere at jeg har lige så mange fantastisk oplevelser, som jeg kunne fortælle om. Fx mødte jeg sidst i vagten i går en kvinde i graviditetsklinikken, som talte utrolig godt engelsk. Hun fortalte mig at hun havde ventet i mange timer (sammen med de 400 andre gravide) og da hun endelig kom til, havde lægen kun brugt 3 minutter på at undersøge hende. Sådan er vilkårene her, men jeg fik ondt af hende og tilbød at undersøge hende en ekstra gang, mere omhyggeligt. Hun var gravid i ca. 7. måned, men idag var første gang hun havde fået en graviditetsundersøgelse. Hun var endnu ikke blevet scannet, og vi aftalte at hun kan kontakte mig når hun er blevet det, så vil jeg igen undersøge hende.
I morges modtog jeg denne sms fra hende: "Good morning Doctor (det kalder de os her). Thank you for your love, care and affection. I have never seen such a sweet doctor in my whole life. Thank you!"

Fødsler, larm og blod.

2011-10-17T07:42:00.000-07:00

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde, men hvor har jeg lyst til at dele alt det med jer, som jeg har oplevet her i Indien de sidste 3 uger. Jeg elsker at være tilbage i dette fantastiske land og indtil videre har det været intenst og udfordrende, på både godt og ondt. Tiden her har allerede budt på lidt af hvert, især følelsesmæssigt.
Mandag for to uger siden begyndte vi at arbejde på hospitalet, som jeg alene kunne skrive mange sider om. Udefra ser hospitalet, som hedder Modern Government Maternity Hospital (MGMH), rimelig velfungerende ud, men med det samme du klemmer dig mellem de mange mennesker ind af døren, starter kaosset. Du mødes af en stærk lugt af sygehus (primært urin og blod) blandet med 35 graders varme, et mylder af gravide kvinder, urin i alle hjørner, hundredvis af familiemedlemmer inklusiv mange børn siddende overalt på de beskidte gulve med tæpper og tallerkner med mad, gennemtrængende råb og sidst men ikke mindst larm.
Samtidig er det fantastisk at træde indenfor. Synet af de mange gravide maver gør mig begejstret og alle stirrer på os fordi vi er de eneste hvide mennesker i miles omkreds. Mange af familiemedlemmerne, som desperat og ofte med fysisk anstrengelse prøver at trænge sig ind på de forskellige afdelinger, holdes tilbage af de ansatte vagter, men når vi kommer gående trækker mængden sig tilbage og lader os komme frem. Jeg kan mærke forventningen til dagens arbejde rejse sig mens vi går gennem metalgitteret ind til fødegangens omklædningsrum. Jeg er stadig målløs over, at de lukker os, for de flestes vedkommende uerfarne jordemoderstuderende, indenfor på dette store hospital. Men det gør de og vi får lov til lidt af hvert.

Hver dag arbejder vi i mindre teams, enten i graviditets-undersøgelses klinikken, formiddagsvagt på fødegangen, eftermiddagsvagt på fødegangen eller med undervisning/hjemmebesøg. Hver dag roterer vi mellem de forskellige vagter. F.eks. har mit team (5 personer) i alt arbejdet 5 dage af hver 3 timer, på fødegangen i løbet af disse 2 uger.
Fødegangen her er et kapitel for sig. HOLD DA NU OP!! Det er en helt helt helt anden verden end hvad jeg er vant til, og jeg har erfaret at det bliver en udfordring for mig at kombinere min viden om forsknings- og evidensbaseret praksis med denne verdens horrible og ofte umenneskelige jordemoderkundskab.
På hver af de 2 fødestuer er der 8 metal"brikse", som kvinderne bliver jaget op på når de mere eller mindre grædende kommer ind på stuen. Hygiejnen er så dårlig, så jeg kan ærlig talt ikke beskrive det med andet end, at indtørret blod sidder fast overalt på briksene, væggene, skamlerne osv. + at der kravler små kakkelakker rundt omkring og på kvinderne mens de ligger der + plastikhandskerne bliver vasket og genbrugt og nåle og sakse med blod genbruges også gerne. Jeg er sikker på at det billede som du forestiller dig, ikke engang kan leve op til virkeligheden her. Det gør bogstavelig talt ondt i mig at se disse tilstande og jeg har bestemt været udfordret i forhold til at holde min frustration nede. Efter den første uge var jeg sådan set klar til at rejse hjem igen. Men jeg har efterhånden lært at se muligheder frem for begrænsninger og jeg er begyndt at være taknemmelig for alt det gode, vi kan gøre for kvinderne og deres nyfødte. Mest af alt koncentrerer jeg mig bare om at elske kvinderne og babyerne, og gøre en forskel for den enkelte - og det er overvældende hvor nemt det er, samt hvor frustrerende det er, at jeg ikke kan gøre det for alle. Men jeg er begyndt at elske udfordringen! Nogle af de penge, som jer derhjemme har doneret, har jeg brugt på rengøringsartikler og desinfektion. Vi er godt i gang med at skrubbe alle metal"briksene" på fødestuerne og jeg kan mærke at det ikke mindst gør indtryk på personalet. Forhåbentlig et indtryk der vil inspirere dem til selv at gøre en ekstra indsats med rengøringen og blandt andet bruge en ren klud med desinfektion frem for gulvkluden, når de skal tørre briksene af inden en ny kvinde bliver jaget derop.

Fødebriksen FØR

Fødebriksen EFTER

Jeg bliver i høj grad udfordret i forhold til min identitet og kvalifikationer som jordemoderstuderende. De læringsrammer, som jeg har her er så langt fra Danmarks trygge rammer, som overhovedet muligt. Det er ikke bare primitivt, men det går imod alt det, som jeg har lært hjemmefra. Så lige nu er min udfordring, at finde en ligevægt mellem at gøre det, som jeg tror på er det bedste og det, som jeg er nødsaget til at gøre her, for at kunne få den frihed til at arbejde, som vi har.
Jeg er overfyldt med taknemmelighed over hvor nemt det er at gøre en forskel for den enkelte. Bare at give et smil, holde en hånd, betale en tiggers mad, varme en nyfødt, bede for en gravid og så videre, oplever jeg at der gør en betydelig forskel. Og det gør det hele værd x 1000!

Derudover har jeg også, som tidligere skrevet, skulle vænne mig til en primitiv livsstil her. Utrolig nok går det rigtig godt. Jeg nyder kulturen, livet, tempoet, farverne, den kaotiske trafik, maden og endda varmen (30-35 grader). Udover at arbejde på hospitalet laver vi selvfølgelig en helt masse andre ting, som drukner lidt her i mængden af indtryk fra hospitalet. Forhåbentlig udtrykker nogle af de mange billeder, som jeg ligger på facebook, alt det andet sjove og spændende som vi laver.
F.eks. spiser vi ude 2 gange om ugen og i fredags tog vi alle 20 til at stort moderne shoppingcenter, hvor vi spiste på Hard Rock Café. Det betød air condition, kniv og gaffel, burger med KØD, grin, afslapning og højt vestlig musik. SKØNT!

Jeg kunne fortælle en helt masse mere om mit liv og mine arbejdstilstande her, f.eks. om deres ufattelige vestimulerende medicinforbrug i fødslerne eller om de mange døde nyfødte, som jeg allerede har set og haft i hænderne. Men det må vente til mit næste indlæg.
Indtil da værdsætter jeg jeres forbøn for mig og for de kvinder jeg kommer i kontakt med her, ufattelig højt. Jeg er så taknemmelig for at kunne dele lidt af mine tanker, begejstringer og frustrationer med dig derhjemme!

Destination: Indien

2011-10-02T04:19:00.000-07:00

Varme, støv, rickshaws, utallige farver, støj, tage bad i en spand, ris, ris, ris, karry, lyden af bilhorn, sved, ingen toiletpapir, uberegnelig elektricitet, tynde madrasser, chilli, motorcykler, tiggere og så videre og så videre… For en uge siden ankom jeg og resten af mit team efter 23 timers rejse til Indien, og til alle disse nye omstændigheder. Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig begejstret for at skulle leve her under disse vilkår de næste 3 måneder, da jeg den aften svedig lagde mig til at sove i min mindre komfortable seng i vores beskidte basefarvede 10 personers sovesal.

Jeg ved ikke hvorfor jeg tabte modet den aften eller hvorfor jeg var overrasket over min nye livsstil, men én ting er sikkert; det var den første og indtil videre eneste gang, at jeg ikke var begejstret for at være her. For det jeg nu - helt vildt! Jeg indrømmer gerne, at tanken om ris og karry 3 gange om dagen eller de mindre luksuriøse toilet- og bade forhold ikke ligefrem gør mig ellevild, men det gør menneskerne her, kulturen, tempoet og tanken om alt det jeg skal lave og opleve tvært imod.

Desuden hjalp det på mit humør at vi fik pakket ud og gjort det lidt hyggeligt på vores sovesal.

Denne første uge har vi brugt på at se os omkring og lære byen, menneskene og kulturen at kende. I mandags tog vi alle til et af de store lokale markeder for at købe stof til vores punjabi'er, som er kvindernes traditionelle outfit her. Efter at have købt stof fik vi det syet og tilpasset hos en skrædder.
Til dagligt derhjemme har mit tøj et begrænset antal farver, men mit klædeskab her er nu fyldt op med et utal af stærke farver. Skønt, og så passer jeg ind i mængden ☺

Torsdag og fredag besøge vi det hospital, som vi skal arbejde på. Torsdag nåede vi aldrig indenfor, for vi blev stoppet af en politisk demonstration udenfor hospitalet og blev revet med i dans og sang. Af en eller anden grund blev vi udvalgt til æresgæster.
Da vi tog tilbage dagen efter fik vi i høj grad lov til at opleve hospitalet indefra. Vores ledere viste os rundt på de forskellige afdelinger, som vi kommer til at arbejde på. Modern Government Maternity Hospital, MGMH, er et stort, travlt, beskidt og underbemandet statsstøttet hospital, som dagligt varetager hundredvis af graviditetsundersøgelser, 60-80 fødsler, gynækologiske operationer og huser utallige nybagte mødre fordelt på de mange barsels-sovesale. Hvis du har set filmen "a day with a midwife", som jeg gav linket til i mit sidste indlæg, har du set et glimt af hospitalet.
Jeg har gennem de sidste mange uger prøvet på at indstille mig mentalt på at blive frustreret over de ting, som jeg kommer til at se og opleve i mit arbejde på denne tur. I fredags var det dog mere frustration over bare at kigge og ikke kunne gøre noget, der frustrerede mig. Da vi nåede til fødestuen, som består af 8 metal"senge", lå der fladt på ryggen 6 kvinder, der klagede sig højlydt. Flere af dem var begyndt at presse, men den eneste læge, der var derinde, havde travlt med at sy en kvinde, der lige havde født. Jeg var MEGET tæt på at gribe et par gummi handsker og hjælpe til. Mit hjerte gjorde virkelig ondt på deres vegne.
Da jeg tænkte på, at jeg derhjemme sidder i timevis ved hver enkelt fødende kvindes side, virkede det utrolig forkert og urimeligt, at disse kvinder skulle ligge fortvivlede og forpinte alene i det, der burde være et af deres livs største øjeblikke. Det gik op for mig, at en fødende kvindes behov for omsorg må være det samme, uanset i hvor i verden de befinder sig - Jeg kan ikke vente med at gøre en så enkel, men betydningsfuld forskel for Indiens kvinder.
En anden oplevelse, som gjorde stort indtryk på mig, var da jeg så en kvinde, der var i aktiv fødsel, ligge helt alene på den stue. Jeg gik smilende og begejstret hen til hende og hun gengældte mit smil. Mens jeg stod hos hende med min hånd på hendes smukke gravide mave, fik hun en ve. Jeg demonstrerede en dyb vejrtrækning for hende og ved hjælp af tegnsprog fik jeg hende til at gøre det samme når hendes veer kom. Jeg stod kun inde hos hende under få veer, men jeg følte og håbede virkelig at jeg havde gjort en lille forskel for denne kvinde. Hvor ville jeg igen ønske, at jeg kunne være blevet hos hende.

Jeg glæder mig virkelig meget til at kunne fortælle en masse historier og
jeg lover at tage billeder af hospitalet, som jeg kan vise jer, men i fredags virkede det ret upassende at tage billeder under rundvisningen, som en anden hvid turist.

Week 11 + 12

2011-09-24T05:12:00.000-07:00

Om ganske få timer tager jeg hul på et nyt kapitel. Jeg sidder i min underkøje i vores tomme rengjorte sovesal og venter på at vi bliver hentet og kørt til lufthavnen. Herfra går turen til Indien.
De sidste par uger har været hektiske og fyldte, og derfor er jeg endt med at slå mine blog-opdateringer om disse 2 uger sammen til denne ene. Sidste uge, uge 11, indeholdte vores sidste undervisning i denne omgang. Temaerne var blandt andet forkølelse, hoste, lungebetændelse, vaccinationer og immunisering. Så nu er jeg (i hvert fald teoretisk) klar til at arbejde i ulande!
Denne uge, uge 12, har udelukkende stået på teambuilding, bøn, oprydning, klargøring og pakning af de ting vi skal medbringe. Udover vores personlige bagage medbringer vi 5 flyttekasser fyldt med engangshandsker, 3 kufferter med babytæpper og -huer, 2 kufferter med diverse hospitalsudstyr og 2 guitarer. I min personlige bagage har jeg pakket min uniform, blodtryksmåler, stetoskop, lytterør, undervisningsmateriale, bøger osv. Fordi jeg får brug for alt dette, betyder det at jeg har måtte indskrænke mine personlige ting til 13 kg. - Endnu engang er mit liv blevet indskrænket til at kunne være i en rygsæk og endnu engang skal jeg sende det med en flyver, som vil føre mig til et helt nyt kapitel i mit liv.

For 2 år siden arbejdede denne skole også i Indien, præcis på det hospital, hvor jeg snart skal have min gang. Og de boede præcis det sted, hvor vi skal bo. I løbet af deres tid der optog og redigerede de en film om hvordan en helt almindelig arbejdsdag der ser ud. Filmen, "A day with a midwife", kan du se på: www.youtube.com/watch?v=KK1pmSWZ2RU&feature=results_main&playnext=1&list=PL35C45228813C3932

For nogle uger siden sendte jeg en mail rundt til rigtig mange mennesker, hvor jeg fortalte om hvad jeg laver og tilbød folk at hjælpe kvinder i Indien, Tanzania og Uganda, ved at donere penge. Jeg har fået nogle fantastiske tilbagemeldinger og jeg er virkelig taknemmelig for den støtte, som jeg mærker og oplever hjemmefra!!

I forhold til kontakt til jer derhjemme, så ved jeg ikke hvor let det bliver.
Jeg ved at der er en internetcafé tæt på hvor vi skal bo i Indien og forhåbentlig er internetforbindelsen god. Men før jeg er sikker på det og kender mængden af fritid, vil jeg vente med at love hvor tit jeg kan opdatere denne blog gennem de næste tre måneder. Jeg vil så vidt muligt skrive et indlæg allerede i næste uge, når vi er kommet tilrette, så du kan få et indblik i hvordan min nye livssituation bliver.
Jeg glæder mig til at kunne fortælle og dele mine oplevelser med dig. Indtil da er jeg fortsat taknemmelig for jeres forbøn og opbakning!

Week 10

2011-09-13T03:07:00.001-07:00

10 uger!! Så længe har jeg allerede været væk. Tiden flyver af sted og om kun 2 uger er min tid her i Australien slut for denne omgang og jeg rejser til Indien. Til et helt andet liv, en helt anden verden og en helt anden livsstil. Hvordan forbereder man sig på det?
Jeg overvældes dagligt af tanker om hvordan mit liv mon kommer til at se ud i det næste lange stykke tid. På både godt og ondt. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg klar over, at jeg slet ikke kan forestille mig hvordan det bliver.
Én ting ved jeg dog med sikkerhed; jeg glæder mig!!

Vi har fået vores hospitalsuniformer

Den sidste uges tid har vi snakket meget om hvad vi skal tage med os i vores rygsæk. At pakke til 8 måneder ikke så nemt. Jeg har ikke mange ting med her til Australien, men denne gang skal jeg pakke ALT muligt, som jeg får brug for det næste lille års tid. Tandbørster, håndklæder, pude, solcreme, myggespray, notesbøger, blodstryksmåler, stetoskop og så videre… Mange af tingene kan man sikkert godt med lidt indsats få fat i, men jeg kan ikke være sikker og jeg kan slet ikke være sikker på kvaliteten af det. Så jeg må pakke det med i min rygsæk. Til 8 måneders forbrug!! I det mindste skal jeg næsten ikke have noget tøj med, for i alle 3 lande skal vi kun gå i deres "national tøj". Det betyder punjabi i Indien og nederdele eller kjoler i Afrika. Og det betyder at vi køber det meste af vores tøj når vi når frem. Men lidt tøj skal jeg have med, såsom T-shirts og langærmede bluser. Vores ledere mindede os om, at vi ikke bare skal medbringe nogle gamle klude, for det er vores liv vi pakker til! Vi skal kunne leve i det og leve med det. Det er ikke ligesom når man bare skal en uge i sommerhus eller en uge til Spanien, hvor det ikke gør alverden hvis man glemmer noget eller ikke lige fik de rigtige sko med. Man skal jo alligevel snart hjem. MEN DET SKAL JEG IKKE! Så kort sagt, jeg har pakkelister i tankerne dagligt.

I løbet af ugen har jeg derfor brugt en hel del timer i byen på jagt efter nogle af de ting, som jeg skal have med. Bl.a. i genbrugsbutikker. Enten alene, hvor jeg så nyder at være alene for en gangs skyld, eller sammen med nogle af pigerne, hvor vi lige får inkluderet et par timer på en hyggelig café. I lørdags tilbragte jeg sådan et par timer med nogle piger i høj solskin på en hyggelig cafe hvor vi fik chokoladefondue. Det er utroligt at sådan et par timer allerede er ved at virke helt almindeligt. Vi mindede hinanden om, at en solrig lørdag på en café i Australien er ret unik.

En ting, som jeg går og grunder over er malaria medicin. Eller det vil sige, at jeg efter lang betænkningstid har bestemt mig for hvilket præparat jeg skal købe. Vi skal først bruge vores forebyggende malaria medicin når vi kommer til Afrika, men også dette er noget af det, som vi skal have med os hjemmefra. I sidste uge havde vi undervisning om blandt andet malaria og jeg blev i hvert fald sikker på, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at undgå denne sygdom! Så min rygsæk er også fyldt op med myggenet og myggespray!

UGENS FACT: 1 ud af 4 der smittes med malaria, dør.
Malaria er en parasit, der kan være tilstede i en specifik myggeart. Når myggen stikker et menneske kan parasitten trænge ind i personens blodbane. Herfra trænger parasitten ind i kroppens celler, primært leverceller. Efter 7-21 dage kan parasitten formere sig og spredes yderligere. Man kan derfor få sygdommen malaria op til 1 mdr efter man er blevet stukket af myggen.
Parasitterne fra levercellerne trænger tilbage ud i blodet og ind i røde blodlegemer. Herinde er de i sikkerhed og de kan ikke dræbes af immunforsvaret. I stedet gror de og formerer sig endnu engang. Dette får til sidst de røde blodlegemer til at briste, parasitterne spredes endnu engang videre ud i blodet og giftstoffer spredes. Disse giftstoffer fremkalder en reaktion i kroppen, som er skyld i at malaria forårsager feber. Desuden kan malaria foresage blodmangel på grund af de nedbrudte blodlegemer.
Omkring 80 % af malariatilfældene herhjemme diagnosticeres fejlagtigt som influenza, fordi symptomerne ligner hinanden.

Onsdag var endnu engang udklædningsdag for vores skole (ikke for nogen særlig grund, bare for sjov), og denne gang var temaet "superheroes". Vi iklædte os kapper (lagner, tæpper, håndklæder osv.) og fandt hver især på et superhero navn. Mit berygtede navn var: Maj - the maternal mortality demolisher ( mødredødeligheds nedriver'en).

Week 9

2011-09-04T20:24:00.000-07:00

Uge 9 her i Perth bød på emnet "Globale sundhedsproblemer". Vores underviser, Dr. Martin Panter, en ældre britisk gråhåret mand, der mindede mig om Bilbo fra Ringenes Herre, fortalte os fantastiske historier fra hans 24 års erfaring som læge/missionær i blandt andet Burma og Afrika.
Han startede den første dag med at fortælle os om dengang han arbejdede med Mother Theresa og hun fortalte ham om hvordan hun fokuserede på det enkelte menneske hun hjalp, og om de gange han har udholdt og elsket arbejdet i flygtningelejres elendighed. Han sagde flere gange "Forband ikke mørket - tænd et lys i stedet". Som du sikkert kan forestille dig, var denne mands undervisning om verdens sundhedstilstand ligeså inspirerende, som den var oplysende.

UGENS FACT: De 3 primære årsager til verdens sundhedsproblemer skyldes 1) Mangel på rent drikkevand 2) Mangel på bortskaffelse af personlig hygiejne 3) Mangel på uddannelse af kvinder.

Denne uge blev vi endnu engang overvældet af statistikker om verdens problemer, denne gang om dens sundhedsudfordringer. Man kan let blive frustreret over disse statistikker, men jeg vil give jer lidt lys i mørket, som Dr. Panter ville sige, og gøre det klart, at der gives massevis af penge til bekæmpelse af Hiv/AIDS og mange andre sundhedsrelaterede formål. For eksempel var det fantastisk at se hvor mange penge Danmark samlede ind for nyligt til tørken i Afrikas Horn og hvor mange organisationer der bidrager med at sikre, at pengene ender i de rigtige hænder. I forhold til valget lige nu er politikernes fokus på dette, efter min mening, en væsentlig ting at lægge mærke til!
Jeg ser frem til også at se jeres gavmildhed til mit arbejde med kvinder i Indien, Tanzania og Uganda! (Du kan finde flere oplysninger om hvordan du kan støtte i indlæggene herunder).

Det er ikke min mening, at få det til at lyde som om at jeg kun snakker om meget alvorlige ting her. Eftersom min skole består af en stor gruppe piger, er der masser af fnidder og kreative idéer. Samtidig er det en meget visionær skole jeg er en del af, hvilket ofte fører til spontane aktiviteter - både af den alvorlige og den useriøse slags! Denne uge viste det sig i form af en tidlig spontan morgentur til en café i byen, opmuntringer til de andre skoler ved at opsætte lækre og hyggelige morgen-kaffeborde til dem, kortspil ("apples to apples") i parken, overdådig hjemmelavet morgenmad klokken 6.30 og chocolate chip cookies-bagning en sen nattetime…
Har jeg forresten fået nævnt, at det vrimler med kakerlakker i det hus, som jeg bor i?! Hvis man sent om aftenen eller natten våger sig ud i vores køkken kan man hilse på disse kryb i massevis, kravlende rundt på bordene. Måske skal jeg bare se det som en forberedelse på outreach, hvor jeg uden tvivl kommer til at stifte bekendtskab med flere eksotiske dyr.

Angående outreach så har planen i meget lang tid været, at min mor kommer og fejrer jul med os, hvor end i verden vi befinder os til den tid. Så da vi for nogle uger siden fik beskeden om hvor vi skulle hen, skyndte jeg mig at sende en sms til min mor med en besked om at hun skal fejre jul i Tanzania. Jeg tjekkede flybilletter, vaccinationer, visum osv. og min mor fik fri henover julen indtil starten af det nye år. Men, men, men… Intet er sikkert i den verden, som jeg i øjeblikket er en del af, og onsdag fik jeg beskeden om at jeg nok lige skulle vente med at bestille min mors billet, for nu skal vi blive og holde jul i Indien i stedet. Hmm. Jeg elsker Indien og jeg glæder mig over at skulle dele mine oplevelser der og mit hjerte for landet med min mor, men som du nok kan forestille dig er vores planlægning gået lidt i vasken og vi er nu startet forfra.
Da planen var at min mor skulle komme til Tanzania, forberedte jeg hende på at skulle gå i lange nederdele. Nu er det så i stedet en punjabi hun skal have på og jeg er sikker på at hun kommer til at elske det.

(Et lille glimt af Danmark)

Min sidste kommentar må være, at denne uge har været tætpakket! Jeg har haft travlt og det har betydet at jeg ikke har haft meget tid til at være i kontakt med jer derhjemme. Det er jeg ked af! Du skal vide at jeg savner dig og jeg savner at vide hvad der sker i dit liv. Så send mig en lille hilsen og fortæl mig lidt om det.

Behov og priser:

2011-09-04T17:29:00.000-07:00

(cirka priser)

- 1 par sterile plasthandsker (6,50 kr.)
- En kasse rene plasthandsker (32 kr.)
- IV drop sæt (12,50 kr.)
- Drikkevand (2-3 kr.)
- Kanyler (3 kr.)
- Navlestrengs klemme (1,50 kr.)
- Smertestillende - til 4 kvinder (190 kr.)
- Kateter (7 kr.)
- Antibiotisk behandling (4 kr.)
- Mad (15-20 kr.)
- Jerntabletter - til 30 dage (5,50 kr.)
- Vestimulerende / blødningsprofylakse (6,50 kr.)
- Bomuld - 1 rulle (20 kr.)
- Trusser (8 kr.)
- Kangas / tøj (17-20 kr.)

Mine bankoplysninger:
Reg. nummer: 7602
Kontonummer: 0004027021
- Husk at notere dig navn og 'kvindehjælp' eller lignende.

Tak!!

Week 8

2011-08-29T05:42:00.000-07:00

I denne uge har vi fået undervisning i emnet spiritual dynamics to birth - et emne som jeg havde set meget frem til og en af de primære ting, som jeg kom her på skolen for at lære om. Alle mine forventninger blev indfriet og det har været en fantastisk uge, som endnu engang har fået mig til at glæde mig til at vende tilbage til fødegangen.
Weekenden har også været rigtig god. Vejret har endnu engang været med os, denne gang i form af knap 25 grader. Lørdag vaskede vi biler i solskinnet for at indsamle penge til vores rejse. I søndagens solskin tog vi alle til en nærliggende strand, hvor vi stegte hamburgere (rundt omkring i byens parker og strande står der et udendørs køkken til fri afbenyttelse) og nød en lille udflugt. 3 af pigerne og jeg blev på stranden for at spise tapas og drikke rødvin på en terrasse tæt på vandet med udsigt til solnedgangen (Det var ligeså skønt som det lyder).

A frustration og dyb dyb kærlighed til verdens kvinder, tillader jeg mig nu at udfordre dig lidt på deres vegne, og jeg inddrager hermed UGENS FACT i et lille opråb:

FACT: Det skønnes, at 90% af de mere end 500.000 årlige dødsfald (mere en 1000 om dagen!!) blandt kvinder i fødsel, kan forebygges - og med ganske enkle midler. Hvert år er mangel på uddannede fødselshjælpere skyld i 2 millioner ellers forebyggelige mødredødsfald, dødfødsler og død blandt nyfødte!
Jeg vil gentage et spørgsmål som jeg stillede til dig for et par uger siden: hvis du kunne redde en kvindes liv i morgen, ville du så gøre det? Jeg er ikke i tvivl om at du har svaret ja til dette, men her kommer så det næste spørgsmål: Hvor meget må det koste dig?
De sidste par ugers undervisning har virkelig fået mit hjerte op at køre for verdens urimelige og umenneskelige behandling og prioritering af kvinder. SÅ mange af verdens problemer skyldes mangel på respekt for kvinder; torsdag i sidste uge så jeg en ny amerikansk film om menneskesmugling (human trafficking) og prostitution, og hele ugen har vi snakket om manglen på jordemødre og sundhedspersonale i Tanzania. Gud viser mig mere og mere af Hans enorme kærlighed til alle disse kvinder, og den kærlighed bliver mere og mere min.
FACT: I Tanzania, hvor jeg skal arbejde, er der i alt 90 obstetriske læger og gynækologer til landets 17 millioner kvinder!!

Jeg beder jer; lad være med at blive frustreret, forarget, ked af det på deres vegne, og så lade det blive ved det. Hjælp til med dine ressourcer. Enten med dine talenter, eller med dine penge.
Det er på det sidste blevet meget tydeligt for mig, at vi er SÅ privilegerede! Det var ikke ment som en eneret og at vi skulle holde det for os selv (Ligesom jeg sidst fortalte, at der er mad nok til hele verden og mere endnu). En anden ting som jeg har lært er, at selvom statistikker er overvældende, så KAN du gøre en forskel for 1 enkelt kvinde eller 8 - Men ja, det har en pris.
Kan du måske undvære din kaffe latte eller dine biografture resten af måneden eller året? Lad mig hjælpe dig med at hjælpe! Du kan nøjes med at overføre penge til mig og så vil jeg med glæde købe nogle af de simple ting, som kvinderne jeg møder i Indien, Tanzania eller Uganda har allermest brug for. Fx medicin, mad, rene handsker til fødslerne, smertestillende, rene kanyler …

I løbet af forrige skolers arbejde i Asien og Afrika, har de modtaget donationer og jeg har hørt historier om hvordan det har gjort en reel forskel. Det er væsentligt for jer at vide, at familierne selv skal købe og medbringe de remedier til sygehuset, som der skal bruges til fødslen. Er der for eksempel behov for et kejsersnit kan det kun lade sig gøre hvis familien har medbragt de nødvendige ting. Hvis ikke, kan det jo bare ikke lade sig gøre. Det er her jeres penge kan komme ind i billedet! For eksempel oplevede en gruppe piger sidste år at kunne købe smertestillende til en kvinde, der skulle syes efter en dyb bristning, men hvis mand ikke havde prioriteret at købe dette til hende. Lige inden de skulle til at sy hende uden smertestillende kom en af pigerne i tanke om at de stadig havde nogle penge tilbage fra donationer, som de kunne bruge. Andre gange er pengene gået til et kateter, så pigerne slap for at lave deres eget ved at klippe i en iv slange, der ellers bruges til væske/et drop. Eller til at sikre en kvinde et kejsersnit. Vil du også hjælpe?!

Penge er en meget enkelt mulighed for at hjælpe og her har du chancen for at give, uden at halvdelen går til administration osv. Jeg lover dig, at hver en krone går direkte til kvinderne/familierne og jeg vil løbende fortælle dig historier om hvem og hvad dine penge går til. Måske har du endda et konkret ønske.

Forslag: For et par år siden lagde jeg hver måned samme beløb til side, som jeg brugte på mig selv. I slutningen af måneden gav jeg så pengene til et velgørende formål. Det vil sige, at næste gang du køber en bluse, som koster 249 kr., koster den dig egentlig 498 kr. Tro mig, det får dig til at tænke dig om en ekstra gang og samtidig velsigner du andre udover dig selv.

Hvis du har spørgsmål eller hvis der er blevet tændt et eller andet i dig til at hjælpe, så SKRIV endelig til mig!

Week 7

2011-08-24T02:27:00.000-07:00

I lørdags var vejret fantastisk og sent om aftenen lagde Laura og jeg os ud på græsplænen bag ved vores hus. Mens vi lå der og kiggede på stjerner, kom vi til at snakke om hvilke stjerner man kan se fra hvor i verden. For kan vi alle se de samme stjerner, drejer jorden overhovedet rundt, og hvordan hænger disse ting sammen ?!?!

Dette leder mig til UGENS FACT, som i denne uger indeholder repetition fra naturteknik timerne i folkeskolen: Jorden drejer rundt om sig selv og det tager den et døgn at dreje hele vejen rundt. Jordens akse er skrå i forhold til solen, derfor har vi årstiderne. Som følge af jordens rotation ændrer stjernehimlen sig hele tiden og det er derfor ikke muligt at tegne en generel stjernehimmel. Stjernehimlens udseende afhænger af tid og sted, og skifter altså efter blandt andet årstiderne. Selvom det ikke er muligt at tegne en generel stjernehimmel er det dog muligt at sammenfatte hvilke stjernebilleder, der kun kan ses på den nordlige halvkugle (midten af denne stjernehimmel er nordpolen) og hvilke der kun kan ses på den sydlige (midten af denne stjernehimmel er sydpolen). Det vil altså sige, at de stjerner, som jeg ser på himlen hernede på den sydlige halvkugle, ikke vil kunne ses fra lande i den nordlige, blandt andet Danmark.
Måske vidste du alt dette i forvejen, men der var altså nok forvirring om det blandt os her, så derfor ville jeg dele det med dig.

Og så til en fantastisk nyhed; ENDELIG har jeg fundet ud af hvor jeg om lidt skal tilbringe de næste 8 måneder af mit liv. Den 25. september flyver vi til INDIEN, hvor vi i 10 uger primært skal arbejde som jordemødre på et stort og travlt statsdrevet hospital.
I begyndelsen af december flyver vi så til TANZANIA. Her skal vi i de første to uger besøge små landsbyer, hvor vi blandt andet skal undervise i simple sundhedsprincipper og varetage graviditetsundersøgelser - spændende og meget nødvendigt i disse områder! Resten af de 21 uger, som vi skal tilbringe i Tanzania, skal vi igen arbejde som jordemødre på et stort hospital. Vi skal desuden have anden del af vores undervisning mens vi er i Tanzania, formentlig fordelt på en dag i ugen.
Sidst men ikke mindst rejser vi midt i april til UGANDA. Vores 6 uger her, vil byde på følgeskab med lokale traditionelle fødselshjælpere, samt graviditetsundersøgelser i små landsbys klinikker og på isolerede øer.
Jeg kan desværre ikke offentligt her på min blog, af sikkerhedsmæssige årsager, fortælle mere om hvor vi præcis skal hen i de forskellige lande. Hvis du gerne vil vide mere om dette, er du velkommen til at skrive en mail til mig!

Udover denne fantastiske nyhed, bød min 7. uge (ud af 12) her i Perth på utallige andre gode oplevelser.
Ugens emne var jordemoderfaglig omsorg efter fødslen for moder og barn, samt amning. Endnu engang var det primært repetition for mit vedkommende, men vores underviser Beate, en tysk jordemoder, der har startet og arbejder på en fødeklinik i Tanzania, fik mit hjerte for kvinder og for at komme af sted, til at vokse markant. Hun gav os endnu flere ubegribelige og urimelige statistikker over ulandenes behov for jordemødre, og gav os indblik i den verden, som vi inden længe skal være en del af.

Tirsdag aften står hver uge på "small groups", hvilket betyder at vi mødes i 3 mindre grupper af 5 elever og 1 leder. Vi drikker the/kaffe, hygger os og taler hver uge om et konkret emne. De sidste 2 gange har vi hver især delt vores vidnesbyrd, hvilket er vores historier om hvordan vi blev kristne og hvad dette har betydet for vores liv og vores valg. Det var virkelig godt at lære nogle af pigerne bedre at kende og vi fik alle flettet nærmest hele vores livshistorier ind.

Lørdag bød som sagt på fantastisk solskin og jeg nød at have en fridag. Endnu engang gik jeg og nogle piger på jagt efter kænguruer og endnu engang fik jeg nusset lidt med sådan et par stykker. Om aftenen holdte musik DTS'en en koncert efterfulgt af the/kaffe (det drikker vi utrolig meget af her!) og kage (det forsøger jeg at ikke spise så meget af).
Som sagt, endnu en uge fyldt med gode oplevelser!!

Week 6

2011-08-16T16:48:00.000-07:00

UGENS FACT: Mens du læser dette, knurrer maven hos hver syvende menneske i verden omkring dig fordi er sultne. Altså virkelig sultne. Underernæring er skyld i omkring 5 millioner dødsfald om året - hvilket svarer til, at det meste af Danmarks befolkning udryddes i løbet af et år fordi vi ikke kan skaffe nok mad.
Det forunderlige og latterlige ved dette er, at der faktisk er nok mad i verden til at mætte 7 gange så mange mennesker, som der lever på jorden. Ét af problemerne er, efter min mening, forkert håndtering og uddelegering af vores verdens ressourcer! Et andet er grådighed.
1,3 MILLIARDER mennesker lever for under 10 kr. om dagen, som skal dække alle deres behov. Til sammenligning er fattigdomsgrænsen for enlige i Danmark knap 95 kr. om dagen.
Disse statistikker var indledningen til vores undervisning i fredags om underernæring og overgangskost til nyfødte, som er noget af det vi skal arbejde med, opleve og undervise om på outreach.
Jeg vil også gerne dele noget med jer, som medierne ofte viser billeder af når der snakkes om underernæring, men som jeg ikke egentlig vidste noget om før i fredags. Ordet er marasmus. Marasmus er titlen på den sygdom, som de underernærede børn med de store runde maver lider af. Faktisk er der forskellige former for underernæring, som viser sig med forskellige symptomer og lidelser. Denne form, marasmus, som ofte fremstilles i medierne, skyldes ren og skær mangel på mad. Sult. Disse børn har ingen kropsfedt eller muskler, de er sultne, irritable, rynkede og de har disse karakteristiske opsvulmede maver. Det med maverne skyldes deres mangel på mavemuskler, fordi deres kroppe begynder at nedbryde musklerne i mangel på mad. Det betyder at deres tarme og organer ikke længere holdes tæt på kroppen, men i stedet kan "falde ud", hvilket får deres maver til at bule ud og ligne at de er opsvulmede.

Egentlig var emnet for sidste uges undervisning "unity" - fællesskab og samarbejde. Fredagens undervisning var bare en undtagelse. Vi fik inspirerende og udfordrende undervisning fra Shirley, som er leder af vores base her i Perth. For mig personligt var det godt at blive mindet om, at jeg ikke er på en solorejse eller -opgave her. Jeg er udfordret i forhold til at være mere ydmyg, og det er en af de ting, som jeg tror og håber på, at denne rejse vil fremme i mig. Jeg blev mindet om, ikke at være fordømmende når jeg møder mennesker som kommer fra en anden kultur og derfor har en anden måde at gøre tingene på eller en anden viden. Hvis mit arbejde skal være effektiv og betydningsfuld, og det ønsker jeg af hele mit hjerte at det skal, er mit teams samarbejde og min ydmyghed, væsentlig.

Lørdag spiste vi frokost i en park - med solskin.

Generelt er jeg ved at få øjnene op for de ting, som vores outreach kommer til at indeholde og kræve af mig. Jeg er ved at forberede mig praktisk og har købt nogle af de ting, som jeg skal bruge i arbejdet på sygehusene. I weekenden fik jeg blandt andet købt en blodtryksmåler (manuel!), et stetoskop og et termometer. Jeg føler mig efterhånden ret professionel og tanken om, at jeg inden længe skal ud og bruge det på kvinder i den virkelige verden, er faktisk ret skræmmende. Jeg føler at jeg snyder lidt, springer nogle skridt som jordemoderstuderende over og tager af sted for at arbejde som jordemoder før jeg egentlig har fået lov. Som sagt skræmmende, men også ret så spændende!

Jeg undskylder den alvorlige stemning i dette indlæg, men det har været ret kendetegnende for denne uge. Derudover har den også indeholdt endnu flere sjove, mere ligegyldig og mindre seriøs ting. Og jeg har grinet.

Week 5

2011-08-09T06:06:00.000-07:00

Jeg vil gerne starte med at indføre UGENS FACT, som fremover vil blive en fast del af mine ugentlige indlæg. Sidste uge blev I beriget med den meget anvendelige viden om kænguruens pung, og denne uge skal I få lov til at stifte nærmere bekendtskab med moderkager (til ære for og efter ønske fra min kære veninde Christina Lundegaard ☺). Igen kan du, hvis du virkelig ikke vil læse om dette, bare hoppe over denne del af mit indlæg og i stedet nøjes med at læse om hvad der sker i mit liv!

Here we go: Moderkagen er en unik og, for mig at se, fascinerende kilde til en babys vækst under en graviditet. Moderkagen udvikles fra det befrugtede æg, der sætter sig fast på livmodervæggen, og herfra gennemgår den en hurtig vækst og modning. Fra fosteret er kun 10 dage gammel regulerer moderkagen tilstrømningen af næringsstoffer og ilt til fosteret, så det kan vokse og udvikle sig. Fra livmodervæggen føres blodkar fra moderen ind i moderkagen, sørger for, at næring og ilt fra moderens blod filtreres, overføres til fosterets blod og føres videre til fosteret via navlestrengen. Navlestrengen indeholder normalt tre blodkar – to, der fører blod fra moderkagen til fosteret, og ét, der fører blod, med blandt andet fosterets affaldsstoffer, tilbage til moderkagen og derigennem videre over i moderens blodbane.
Moderkagen arbejder på højtryk. Når moren er omkring 35 uger henne i graviditeten strømmer hele 1.000 liter blod igennem moderkagens filter i løbet af bare ét døgn, til glæde for barnet.
→ Det synes jeg er fascinerende!

Denne uges undervisning har handlet om den normale fødsel. Vi har gennemgået hvilke faser en fødende kvinde gennemgår, hvilke former for kropssprog der kendetegner de enkelte faser og hvordan barnet, på ubegribelig vis, arbejder sig ned gennem bækkenet.
Desuden har vi bogstavelig talt leget fødende, deres ægtemænd og ikke mindst deres jordemødre. Vi fik i løbet af ugen alle lov til at forestille os + udtrykke fødselssmerterne, samt at opleve glæden ved at løfte vores nyfødte barn op på vores bryst efter det hårde arbejde. Ikke at man nogensinde kan forestille sig den virkelige vare, men ét sted skal man jo begynde!
Jeg har ageret jordemoder, foreslået fødestillinger, taget imod og undersøgt moderkager (en af dem var faktisk ægte), mærket på maver stoppet ud med dukker og jeg har vejledt i dyb vejrtrækning. Efter sådan en omgang glæder jeg mig bare endnu mere til at komme ud og gøre alt dette som en rigtig jordemoder i den virkelige (og meget anderledes!) verden.

Netop dét, at jeg snart skal stifte bekendtskab med en meget anderledes verden, anderledes fødekulturer og anderledes fødeomstændigheder, er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Kræfterne, som en kvindes krop indeholder, og som enhver kvinde i fødsel finder frem fra deres indre, fascinerer mig gang på gang. Det er fantastisk! - Både i Danmark og i ulande. Men det er så også tæt på det eneste, som fødsler i de 2 forskellige verdensdele har til fælles. Som sagt har jeg fået dybere indsigt i hvilke omstændigheder underudviklede lande ikke kan præstere at forsørge deres kvinder med. For eksempel så vi i tirsdags en europæisk fødselsfilm, og bagefter snakkede vi om hvilke omstændigheder, der ikke er muligt at inkludere i en fødselsoplevelse, som finder sted i et uland. For eksempel et badekar, som ikke ligefrem er en del af fødestuernes interiør i Afrika. Vi snakkede om hvad vi kunne bruge som alternativ, og kom frem til ting som store kar, som normalt anvendes til at vaske tøj i eller lignende, eller ganske enkelt at øse varmt vand over hende med varme klude. Vores snak var ment som en kilde til idéer til "når vi nu selv engang skal opstarte en fødeklinik i Afrika". Ja denne skole er en sand kilde til nye drømme og visioner ☺

Til slut vil jeg gerne introducere jer til et begreb, som jeg nok inden længe kommer til at bruge en del i mine beretninger. Begrebet er OUTREACH, som er den del af mit skoleophold, som kommer til at foregå i et eller flere ulande (Hvilke, er desværre endnu ukendt). Outreach er den del af YWAM (organisationen jeg er med), som handler om at omsætte de ting, man har lært i løbet af skoleopholdet hjemme på basen. Outreach indeholder ting som velgørende arbejde, undervisning, evangelisation, maduddeling og, for min skoles vedkommende, at arbejde som jordemødre og forhåbentlig derigennem gøre en forskel og gøre Guds kærlighed kendt for mennesker, der har stor brug for den, men meget lille kendskab til den. Med andre ord, skal vi ud og, på den ene eller anden måde, forhåbentlig ændre folks liv - Jeg er spændt!

Tak fordi du endnu engang har taget dig tid og interesse til at læse om mit liv! Det glæder mig virkelig inderligt at jeg har muligheden for at dele, de ting jeg lærer og oplever med dig!
Skriv gerne en kommentar herinde om hvad du kunne tænke dig at høre mere om i mine ugentlige indlæg. Eller hvis der er noget jordemoderfagligt, som du bare er nysgerrig efter at kende til og gerne vil have mig til at fortælle om i UGENS FACT - Ligesom Christina og moderkagerne i denne uge ☺

Week 4

2011-07-31T06:27:00.000-07:00

Hvis du er som de fleste mennesker, så tænker du automatisk på kænguruer når man snakker om Australien (vidste du forresten, at kænguruer kun findes i Australien og New Zealand + på de omkringliggende øer?!). Du forestiller dig et dyr med en pose på maven, fremtrædende bagben, hoppende rundt i landskabet, og måske får du endda flash back til din barndom med Peter Plys' ven Kingo Barn.

Nu er jeg jo ved at uddanne mig til jordemoder, så derfor var mit store spørgsmål, da jeg så kænguruer i denne weekend, "er kænguruens pung det samme som dens livmoder?". Det har jeg undersøgt nærmere og for at spare dig for samme besvær, får du hermed at svar: (nu tænker du måske "ad, det gider jeg ikke læse om. Men jeg anbefaler dig at blive ved med at læse! Det er ret så fascinerende og hey, måske kommer der et spørgsmål om dette næste gang du spiller Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer, og så kan du svare :) Hvis du virkelig ikke gider at lære om det, så rul længere ned her på siden og læs om nogle af alle de andre spændende ting, jeg har lavet og oplevet i denne uge).

Når en kænguruunge bliver født, er den ikke større end det yderste led på en lillefinger og vejer under 1 gram. Kun forpoterne og lugtesansen er udviklet, og det er netop, hvad ungen har brug for: Den kravler fra kønsåbningen op til pungen ved egen hjælp. Turen tager gennemsnitligt 3 minutter. Forinden har hunnen slikket et duftspor dertil og har slikket pungen ren. Derefter sætter hun sig i en særlig "fødestilling" med bagbenene og halen fremad, så ungen kan finde op til pungen. Den lille nøgne unge sætter sig fast på én af de fire dievorter i pungen. Dievorten svulmer op inde i munden på ungen, således at ungen ikke ryger af, når hunnen bevæger sig. Her tilbringer ungen de næste mange måneder, og selv når ungen har forladt pungen, hopper den ofte tilbage for et lille hvil eller for at die.
- Fantastisk siger jeg bare! For mig er det bare endnu et tydeligt tegn på Guds skaberværk!

Og så til mine highlights i denne uge:
- Mandag aften lærte vi at hækle babyhuer, som vi skal have med os på vore rejse. Det vil sige at jeg ikke ligefrem formåede at lære det. Ja sådan har vi jo forskellige talenter ☺. Mandag var Lauras fødselsdag og imens vi sad og hæklede, sagde hun "Det her er præcis sådan vi fejrer fødselsdag i Las Vegas" (hvor hun er fra). Behøver jeg at sige, at vi var flade af grin. Velkommen til vores verden - fuld af sjov og spas!
- Tirsdag og onsdag opstillede vi en graviditets klinik, hvor vi kunne øve os i alt det, som vi lærte i forrige uge. Det vil sige at vi blandt andet snakkede om ernæring, graviditetsubehag, tog blodprøver, mærkede på maver og målte blodtryk. Eftersom der kun er cirka 7 gravide kvinder på basen, som vi kunne invitere, legede halvdelen af os mødre imens den anden halvdel legede jordemødre. Du kan se mange billeder fra vores "klinik" i mine fotoalbums på facebook.

- Om tirsdagen var det min tur til at lege gravid og jeg fik derfor endnu engang æren af at tisse i en kop, bære en dukke under blusen og blive prikket i fingeren til en blodprøve. Det skal lige nævnes at de andre studerende kiggede langt efter mig da jeg kom gående med mit tis i en kop gennem gangen fra toilette til vores klinik. Det er ikke hverdagskost!
- Denne uge skiftede vi vores morgen arbejdsopgaver. Så nu er jeg gået fra at tømme skraldespandene på kontorerne hver morgen, til at tømme de udendørs store skraldespande. Min opgave er, at træde på det skrald, som kan komme til at fylde mindre, så det ikke optager så meget plads. Udfordring på højt niveau. Hvorfor bestiller de ikke bare nogle flere skraldespande spørger jeg bare?!
- Onsdag fejrede vi 3 af pigerne fra mit holds fødselsdag. Eftersom de alle er født i 80'erne besluttede vi os for at klæde os ud i den stil. Ja hvad mere er der at sige om det. Billederne siger vist sig selv - Det var sjovt og endnu engang fik vi de andre på basen til at kigge sig om efter de jordemoderstuderende.

- Lørdag havde jeg lavet en aftale med en veninde, som jeg mødte til brylluppet i Israel i sommers. Hun bor her i byen og kom og hentede Laura og jeg i hendes bil. Hun kørte os til en wildlife park med blandt andet de omtalte kænguruer, til en chokoladefabrik med gratis smagsprøver og til sidst til gratis vin og oste smagsprøvning. Hyggeligt og SÅ lækkert.

Endnu en uge er veloverstået. Behøver jeg nævne, at jeg stadig har det fantastisk og elsker at være her!!

Week 3

2011-07-26T21:55:00.000-07:00

Først og fremmest vil jeg bare lige gøre det klart, at jeg har det fantastisk godt! Jeg nyder simpelthen så meget at være her og jeg fryder mig over, at jeg roligt kan finde mig til rette her, nyde det og tage det stille og roligt, for min rejse slutter jo ikke lige i nærmeste fremtid.

En af de ting, som jeg virkelig har glædet mig over denne uge, er at jeg snart skal ud og hjælpe kvinder, der har så inderligt brug for hjælp. Hjælp som kan redde liv. Vi hører hele tiden statistikker over verdens elendigheder og så ofte kan man ikke gøre andet end at blive frustreret. Men tænk hvis du kunne redde liv i morgen - ville du så gøre det? Det skal jeg!! Intet mindre. For en gangs skyld kan jeg lade min frustration komme andre til gode. Halvdelen af alle fødsler sker uden nogen form for hjælp fra en uddannet fødselshjælper. Halvdelen!! Når jeg inden længe rejser ud, skal jeg til min glædelige overraskelse, virkelig ud og arbejde som jordemoder. Ikke bare assistere nogle læger. For måske er de der slet ikke. Det vil sige, at jeg bogstaveligt talt skal ud og redde menneskeliv! Hvilken velsignelse. Jeg kan ikke lade være med at være uendelig taknemmelig, spændt og glad.
Jeg ved, at det for dit vedkommende, på trods af at jeg tager af sted og du kan læse om det og se billeder på facebook, formentlig bliver ved statistikkerne. Men jeg beder dig; glæd dig sammen med mig, bed for mig og ikke mindst for de kvinder, som jeg skal hjælpe, og vær eventuelt lidt ekstra taknemmelig i dag over hvor godt du har det. Vær måske endda lidt vild og uddel et par ekstra knus og komplimenter. Det tæller alt sammen og i sidste ende handler det blot om, at vise mennesker at de er værdifulde og fortjener værdighed - både her og i Afrika.

Denne uges undervisning har stået på graviditetsrådgivning, -undersøgelser og -omsorg. Meget af det har igen været repetition for mit vedkommende, men endnu mere har givet mig helt nye aspekter af viden, som jeg har med mig fra mit studie derhjemme. For eksempel er vi blevet undervist i ernæring og behov for kosttilskud i graviditeten. Alt sammen ting, som jeg vidste i forvejen. Men hvad nu hvis den kvinde som jeg rådgiver, ikke har mulighed for at købe jerntabletter? Enten fordi de ganske enkelt ikke er tilgængelige i miles omkreds af hvor hun bor, eller fordi at hendes mand har bestemt, at familiens penge skal bruges på nogle helt andre, fra hans synspunkt, mere nødvendige ting. I disse tilfælde har jeg så lært, at kost som blandt andet persille, nødder, tørret frugt og lever eller at lave sin mad i en jerngryde, kan være et fyldestgørende alternativ.
Eller hvordan kan du alternativt behandle skedesvamp?! (Undskyld sproget, men det er nu engang min verden pt.). Jo du skal såmænd bare sætte dig i er kar med afkølet kogt vand og eddike et par gange om dagen. Jeg tvivler på, at jeg får brugt meget af denne viden på de danske fødegange ☺ Til gengæld lærer jeg helt nye værdier og glæder ved mit arbejde som kommende jordemoder, som jeg helt sikker kan tage med mig uanset hvor i verden jeg arbejder.

Sidst men ikke mindst, vil jeg bare tilføje, at jeg i denne uge har haft utrolig mange sjove øjeblikke. Vi har hygget, spillet, spist slik, leget jordemødre, været på café, holdt videoaften, solgt hotdogs, leget gravide, været i parken, spist mexicansk og tisset i en kop (til urintest!).
Jeg griner mere end jeg har gjort længe og jeg oplever bare at være glad og smilende næsten hele tiden. Skønt.

Week 2

2011-07-19T16:58:00.000-07:00

"Tiden går hurtigt i godt selskab", som et gammelt ordsprog siger, og det kan jeg kun bekræfte! Jeg er efterhånden ved at komme ind i en dagsrytme og mit liv her er så småt begyndt at blive hverdag. Jeg er stadig helt vildt glad for at være her og jeg overvældes stadig ofte af tanken om alle de oplevelser og ny viden, som dette år kommer til at indeholde.

Hjemme i Danmark har startskuddet lydt til Sommeroase 2011, den kristne sommerlejr i Odder som jeg har været med på de sidste mange år. Det har fået mig til, for første gang siden jeg kom, at tænke på jer derhjemme og rent faktisk ærgre mig over at jeg ikke er i Danmark lige nu. Jeg kan godt mærke at det er den tid på året hvor jeg normalt ville have sommerferie, solbadning og fri fra studierne. Men så kan jeg jo glæde mig over at jeg gennem hele det næste år kan skrue ned for pensummængden og op for rejsemængden ☺

Uge 2 har budt på undervisning, solskin (det er jo en joke at kalde denne årstid for vinter!) og endnu mange sjove og hyggelig timer med pigerne fra mit hold. Jeg har fået repeteret utrolig meget af min jordemoderfaglige viden, som f.eks. bækkenets anatomi, kvindelige kønsdele, menstruationscyklus, blodtryk osv.

Selvom jeg skal lære det hele på engelsk er jeg virkelig taknemmelig for at jeg har haft undervisningen før, for der er meget at lære på kort tid! Og niveauet er, som tidligere nævnt, virkelig højt. Det er også begyndt at gå op for mig hvor meget vi egentlig får lov til at gøre når vi skal på outreach (vores 8 måneder i ulande). Vi skal bogstavelig talt arbejde som jordemødre, gribe børn, tage blodtryk, snakke ernæring osv. og ikke bare være en hjælpende hånd, som jeg ellers først havde forstået det som. Fedt!! Jeg glæder mig helt vildt!!
Hver dag smiler jeg, hver dag bliver jeg udfordret, hver dag fryder jeg mig over at være her og hver dag lærer jeg noget nyt. Hvad mere kan man ønske sig?

Først og fremmest er jeg i denne uge blevet udfordret i min identitet som kommende jordemoder. Bibelen taler faktisk om jordemødre og det har vi set nærmere på. I begyndelsen af fortællingen om Moses i sivkurven står der: Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: "Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve". Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve. Da kaldte kongen dem til sig og sagde "I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?". "Herre" sagde de. "De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelthen ikke kan nå frem i tide!" Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn og han var stadig med israelitterne , så de blev endnu mere talrige og mægtige. (2. Mosebog kapitel 1, vers 15-21).
Selvom jeg i forvejen har meget at den viden, som vi lærer i ugens løb, tilegner jeg mig bare så mange nye aspekter. Som nævnt ser vi på hvad det vil sige at have Gud med i sit arbejde som jordemoder og støtte sig op af Hans hjælp og vejledning, når man ikke selv formår at klare situationen, på grund af enten manglende viden eller manglende ressourcer. Desuden lærer jeg hele tiden tingene fra en ny vinkel - i et ulands kontekst. Den viden og erfaring som jeg har med mig fra Danmark er på mange områder anvendelig over hele verden, som f.eks. behovet for vitaminer i graviditeten. Men hvad nu hvis man ikke bare kan gå ned på apoteket og købe en vitaminpille til gravide, eller hvis du skal være taknemmelig når blot du kan blive mæt hver dag?!

Inden jeg kom hertil havde jeg visioner om at opstarte en moder-barn klinik i et uland, hvor lokale kvinder kan få adgang til hjælp til familieplanlægning, graviditetskontrol, fødsel og barselsperiode. Og det er netop det, som jeg får undervisning i her på skolen! At opstarte sådanne klinikker rundt om i verden er nemlig en af skolens visioner. Jeg bliver helt vildt tændt på, at være med til rent faktisk at kunne forhindre bare nogle få af de unødvendige mødredødsfald, som statistikkerne fortæller om. Og nu er jeg godt på vej ☺

Week one.

2011-07-11T17:56:00.000-07:00

I'm here! Sidste fredag ankom jeg til denne, for mit vedkommende, uudforskede del af verden. Her er ret vådt og koldt, men eftersom det er vinter hernede er det ganske varmt! Jeg er omgivet af glade mennesker, som også er i stor forventning til hvad Gud vil gøre i deres liv, så humøret her er fantastisk.
Basen her er delt op i flere bygninger, der alle er tæt lokaliserede i nærområdet. Jeg er flyttet ind i et stort hus, der rummer 2 store sovesale. Så endnu engang deler jeg værelse med 20 piger. Jeg har fået æren af at sove øverst i min køjeseng, men har dog fået hele 2 hylder, som jeg kan have helt for mig selv. Community living siger jeg bare! Generelt føles det hele lidt som om jeg er tilbage på efterskole ☺ Der er ikke meget rum til privatliv, udover muligheden for at gå sig en tur ved vandet eller i en af de nærliggende parker.

Min tur hertil var kort sagt lang. Jeg har jo prøvet det før og synes faktisk at en flyvetur er rigtig hyggelig. Gratis biograf lige foran dig og fri servering. Fordi det var en lang tur, følte jeg også at jeg rejste langt væk og jeg havde tid til at forberede mig mentalt. Modsat betød det dog også at jeg havde fået meget lidt søvn og at min mentale forberedelse når det kom til at tænke klart, var begrænset. Det gjorde det en hel del sværere at besvare den afsluttende prøve fra skolen i Danmark, som jeg skulle tage på nettet, optimalt. Men jeg stoler på og beder for, at jeg nok skal bestå den!

Den første aften, efter at have pakket ud, kiggede jeg rundt inde i vores klasselokale. Vores ledere har pyntet op, så der er virkelig hyggeligt med stearinlys, billeder på væggene, gulvtæpper, planter og så videre. På de store bogreoler langs væggene står der utallige jordemoderbøger, som er på fagligt niveau med mine undervisningsbøger fra skolen i Denmark. Jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke på at det, som jeg skal lære gennem det næste år. Jeg er i stor forventning!!
Det vil sige, jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente. Jeg føler, at dette næste kapitel i mit liv er fyldt med blanke sider, som bare venter på at blive skrevet og dekoreret. Jeg har givet Gud pennen og tager imod det, som det kommer, med stor ivrighed.

Lørdag aften var de fleste af os ankommet og jeg begyndte så småt at lære pigerne at kende. Vi er meget forskellige, men der er allerede flere, som jeg sagtens kan forstille mig, der bliver mine rigtig gode veninder. Efter aftensmaden, som spises med hele storfamilien ovre i hovedbygningen, sad vi på sovesalen og pillede kort. Jeg tænke bare; det her bliver mit liv det næste år - jeg skal bare hygge mig og opleve en masse! Ikke en masse overvældende lektier og en andre ting, som jeg skal nå. Det kan kun blive godt!

Søndag startede vi officielt, fik udleveret bøger og blev ordentlig præsenteret for hinanden. Mandag stod på orientering i massevis, rundvisning og betaling af diverse udgifter, tirsdag på skattejagt rundt i byen og onsdag på start af morgen-familie-opgaver. Fordi vi lever i et stort fællesskab, er der rigtig mange ting der skal ordnes og klares. Derfor har vi alle fået tilegnet et område, som vi har ansvaret for at holde rent og ordentligt. Jeg har fået æren, sammen med 7-8 andre, at gøre rent på kontorerne. Det betyder, at jeg hver morgen fra klokken 8-9 skal starte dagen med at slå sten, saks, papir (eller hvad vi ellers finder på) om hvem, der skal rengøre toiletterne og hvem, der kan slippe med at skulle tømme skraldespandene.
Onsdag bød også på vores første undervisning, som stod på "Jordemoderkundskab i ulande". Her fik vi et indblik nogle af de tilstande, som vi kommer til at arbejde med når vi om 3 måneder rejser ud som jordemødre. Min notesbog blev fyldt med fakta såsom at 600.000 kvinder hvert år dør på grund af graviditet og fødsel, at der ved udgangen af hvert år findes endnu 1 million mødreløse børn, og at næsten 6 millioner dødsfødsler finder sted i årets løb. Dette synes ikke forunderligt, når man ved at halvdelen af alle fødende kvinder, må klare sig uden en uddannet fødselshjælper. Ih, hvor jeg altså glæder mig til at komme ud og hjælpe, opmuntre, bede for og omfavne bare en lille procentdel af disse udsatte værdifulde kvinder.

Torsdag bød på flere arbejdsopgaver. Hver eftermiddag skal alle på hele basen arbejde i 2 timer og min opgave er at hjælpe til på kontoret for 'health care'/sundheds uddannelserne. Her skal jeg arkivere, være kreativ og skrive på computer. Det er hyggeligt og faktisk ret spændende, og når man tænker på, at nogle af de andre skal vaske op i 2 timer, er jeg ganske godt tilfreds!
Torsdag bød også på besøg til mig. Renae, en australsk veninde fra min DTS på New Zealand, som jeg ikke har set siden jeg besøgte hende lige inden min ulykke, tog flyveturen fra den anden side af landet for at besøge mig og fejre min fødselsdag. Det har været fantastisk at se hende igen og jeg har haft en fantastisk weekend!! Lørdag skulle min skole tilfældigvis spise brunch i en af de nærliggende parker. Det var super hyggeligt. Derfra tog vi 8 piger af sted til Fremantle, som er en mindre by ca. 15 km fra Perth. Her vi kiggede vi butikker, var på markedet og spiste billig sushi. Om aftenen fejrede jeg min fødselsdag sammen med Renae og 2 piger fra min skole på en italiensk restaurant i byen.

Læg mærke til de danske fødselsdagsflag på bordet!! :)

Søndag gik med kirke, bytur og museumsbesøg (med hoppeborg; se billedet herunder). Weekenden sluttede med en traditionel YWAM Perth fødselsdag hjemme på basen, som bestod af følgende: 1) Du får dit eget oppyntede bord 2) Du skal invitere 7 venner med til bords 3) Hele basen synger den traditionelle YWAM Perth fødselsdagssang for dig (se videoen på Facebook!!) 4) Du får serveret en på forhånd selvvalgt kage med stjernekastere 5) Du skal holde tale, for hele forsamlingen! Her vil jeg bare lige fortælle at jeg takkede min mor for at have født mig for 24 år siden! Efter min mening burde fødselsdage i stedet handle om at fejre sin mor for den kæmpe arbejdsindsats, hun præsterede den dag man blev født. Mor, det må vi gøre næste år!

Here we go...

2011-07-03T00:39:00.000-07:00

Så er endnu en rejse begyndt for mig, denne gang med overskriften 'YWAM, Birth Attendant School'. Her på min blog vil jeg gennem det næste år forsøge at holde dig lidt opdateret om, hvad min rejse indeholder af oplevelser, smil, frustrationer, glæder, udfordringer og så videre. Jeg glæder mig til at opleve, til at fortælle og til at dele lidt af det hele med dig.

Til at starte med vil jeg lige ridse op, hvad det er min rejse kommer til at indeholde:

Jeg skal gå på en skole kaldet 'Birth Attendant School' (fødselshjælper skole). Skolen varer 11 mdr. hvoraf vi skal være her i Australien i 3 mdr. I Australien skal vi udelukkende have undervisning, blandt andet i emner som: ernæring i graviditeten, omsorg for kvinder i fødsel, Guds karakter, team dynamik, globale helbredsproblemer, amning, åndelige aspekter i en fødsel, omskæring, menstruationscyklus, malaria og jordemoderkundskab i ulande. Derefter skal vi så ud at rejse og omsætte vores viden til praksis. Vi skal være jordemoder-volontører i et eller flere ulande, desværre ved jeg endnu ikke hvilke. Når jeg ved hvorhen vi skal og hvad vores rejse mere præcist kommer til at indeholde, skal jeg nok fortælle mere. Men indtil videre er det sådan cirka alt jeg selv ved om hvad det er jeg har rodet mig ud i :)
Vi er 18 piger på holdet + 4 stab + 2 af pigerne er gift og deres mænd skal med os når vi skal ud at rejse. Vi kommer fra USA, Australien, Canada, Norge, Danmark, Holland og Tyskland. Indtil videre virker det som om vi er en god blanding af personligheder, så det bliver spændende at lære dem bedre at kende. Lige nu er det bare mærkeligt at tænke på, at disse endnu ret ukendte piger skal være min familie det næste år.

'Birth Attendant School' er en del af organisationen YWAM (Youth With A Mission, på dansk Ungdom Med Opgave), som er en international kristen organisation der udruster og udsender mennesker i mission. Rundt omkring i hele verden, i omkring 170-180 lande, er der YWAM baser, som hver især kører forskellige skoler. Fordelt på disse skoler er der ca. 20.000 frivillige medarbejdere og ledere (stab).
Organisationens grundlæggende skole, som alle skal starte med og som kan tages rundt om i hele verden, kaldes en DTS (discipel trænings skole). Jeg var på en DTS, da jeg var i New Zealand. Derefter kan man så tage mere specialiserede skoler, som for eksempel leder skoler, musik skoler, bibel skoler eller, som jeg, en Birth Attendant School (fødselshjælper skole). Modsat en DTS findes denne skole indtil videre kun på basen her i Perth, som er en stor base i forhold til den jeg boede på i New Zealand. I øjeblikket kører her 7 forskellige skoler + knap 250 frivillige, så vi er mange mennesker på basen!

"Før ordet for de stumme, tal deres sag, når de er ved at bukke under".
"Kom dem til hjælp, som ikke kan hjælpe sig selv; ja, tal de fattiges og fortryktes sag og skaf dem deres ret!"
(Ordsprogenes bog kapitel 31 vers 8-9)

Jeg ved endnu ikke hvad dette år kommer til at indeholde, men jeg ved at jeg er det rigtige sted! Jeg føler, at den næste side i "mit livs bog" er fuldstændig blank, men jeg stoler trygt på, at Gud vil fylde den ud med fantastiske oplevelser og lærerige udfordringer. Og jeg glæder mig til at indvie dig i det hele!

Aloha!

2008-10-26T21:56:00.000-07:00

Sidste mandag landede jeg paa Hawaii, naermere betegnet i Honolulu paa øen O'ahu.
Det er ganske enkelt fantastisk her! Intet mindre. Forestil dig hvide sandstrande, palmer, turkisblaat klart vand, smukke blomster osv. Aloha - velkommen til Hawaii!!

Jeg havde aftalt at moedes med en veninde, Bethany, fra min DTS skole. Vi havde forgaeves proevet at kontakte YWAM basen her paa øen, saa i stedet moedtes vi paa et hostel mandag aften. Det var skoent at se hende igen!!
Tirsdag fik vi endelig kontakt med YWAM basen og de gav grønt lys for at vi kunne komme og bo paa basen mens vi var paa Hawaii. Saa efter en dag paa stranden tog vi ud til basen. Her fik vi vores eget lille vaerelse for en pris som er noget bedre en et hotel eller hostel. Og saa er maden inkluderet...laekkert!

Onsdag tog vi paa tur rundt paa øen. Først saa vi Pearl Harbour og det mindested som er lavet der. Det var virkelig godt. Dernaest tog vi op for at se en kaempe ananas plantage - interessant. Vi brugte resten af dagen oppe nord paa øen paa en laekker strand. Mmmm...
Torsdag tog vi til en af øens bedste strande. Man skulle betale for at komme ind og de viste en lille velkomst video for alle besøgende. Det er nemlig et at de bedste steder at snorkle og dykke og de vil sørge for at man behandler fiskene og revet ordentligt. Bethany og jeg lejede snorkler og jeg saa en HAVSKILPADE!! Wow! Om aftenen saa vi solnedgangen paa stranden og 'hula hula' dans.
Fredag stod paa shopping i Honolulu og om aftenen fløj Bethany videre til Fiji.

Saa jeg har vaeret alene her i weekenden. Og det har regnet begge dage! Man skulle ikke tro at det var muligt at kede sig paa Hawaii men det har jeg altsaa. Jeg haaber paa solskin imorgen saa jeg kan komme paa stranden en sidste gang inden jeg flyver videre imorgen aften.

Jeg har en lang flyvetur foran mig. Jeg flyver foerst til New Zealand. Der skal jeg vente i 12 timer inden jeg flyver til Brisbane, Australien. Her bor en anden veninde fra DTS skolen som jeg skal besøge. Det glaeder jeg mig til!!
Tirsdag den 28.oktober udgaar fra mit liv fordi jeg krydser datolinien. Fra at vaere 11 timer bagud ift Danmark kommer jeg 10-12 timer foran. Saa tirsdag hopper jeg altsaa over.
Maerkeligt, men sandt.

I kan se alle mine billeder fra Hawaii her:
www.facebook.com/album.php?aid=39328&l=1be43&id=671936091

Og saa gik turen til Oregon...

2008-10-26T19:16:00.000-07:00

De sidste 3 uger har jeg tilbragt i Oregon. En stat nord for Californien. Her boede jeg hos Emily og hendes familie. Emily arbejdede paa Rudehoej aaret efter mig, altsaa lige inden jeg rejste til New Zealand. Saa der laerte jeg hende at kende.

Det har vaeret 3 virkelig gode uger. Jeg fik mulighed for at saette farten lidt ned, havde tid til at falde til ro, pakke ud for en gangs skyld og samtidig komme rundt og se lidt af Oregons smukke natur.

Emily arbejdede mens jeg var der, og det samme gjorde hendes foraeldre, John og Karen, mens hendes lillesoester Rachel gik i skole. Saa de fleste formiddage havde jeg huset for mig selv. Det var helt maerkeligt ikke at have noget paa programmet andet and at ordne smaating og slappe af. Det var skoent efter 2 maaneder i USA hvor jeg har lavet saa mange ting hele tiden. Tro det eller ej, det kan vaere haardt og udmattende at rejse!

Men jeg nyder det! Kniber mig selv i armen engang imellem for at sikre mig at det er rigtigt. At mit liv lige nu faktisk bare er at rejse, moede skoenne mennesker og faa oplevelser for livet. Det er virkelig en velsignelse og jeg proever at nyde det saa meget som muligt!
Jeg er kommet til det punkt hvor det ligesom bare er hverdag at vaere i et nyt land og se nye ting hver uge. Men jeg proever virklig at omfavne det fuldt ud og vaere lige saa entusiastisk nu, som da jeg foerst tog aftsted.
Og det er taet paa stadig at vaere lige saa fantastisk nu som i starten, men samtidig glaeder jeg mig til at komme hjem igen. Komme igang med at laese, faa min egen lejlighed og slaa mig ned for en tid! Og selvfoelgelig til at se jer alle igen!
Det kan til tider vaere ensomt at rejse rundt alene. Ikke at have nogen at dele det hele med. Jeg er ved at spraenges over alt det jeg oplever - det hele er saa intenst. Men hvem kan jeg dele det med naar det hele er slut?

Jeg ville oenske jeg kunne saette jer ind i hver eneste oplevelse. Hver eneste kultur. Hvert eneste land.
Verden er stor...og Gud deler hver dag en lille bid af den med mig. Og en lille bid af Hans hjerte for det hele. For hvert enkelt menneske jeg moeder.

Hvilket liv jeg lever...det er i sandhed en velsignelse!!

Naa men tilbage til min tid i Oregon. Eftermiddagene og weekender blev brugt til at se og opleve lidt mere af USA. Vi tog op til bjergene et par gange - ufattelig smukt!
John og Karen tog mig med paa en vandretur en dag op til et vandfald og videre op til Oregons hoejeste bjerg Mount Hood - hvor det sneede!!

En af de sidste dage koerte vi op til Josh og Julie. De arbejdede paa Rudehoj det aar jeg var elev og jeg har ikke set dem siden. Julie ventede deres foerste barn mens de var i Danmark og nu, naesten 5 aar efter, har de lige faaet deres 3. barn. Det var skoent at se dem alle!!

Emilys far John er highschool laerer saa jeg tog med ham paa arbejde en dag for at se hvordan highskole livet er i USA. Jeg fulgte et par klasser og det var en interessant dag. Blev spurgt utallelige spoergsmaal...

En af drengene, Carter, fra min DTS skole bor kun en halv time fra Emily. Saa jeg tog med ham hjem til hans familie en weekend. Det var super hyggeligt! Og samtidig maerkeligt at se hans hjem og familie. Vi kender hinanden saa godt efter alt det vi oplevede sammen i New Zealand, men vi kender ikke noget til hinanden naar det kommer til familie, hjem og barndom. Kender ikke til hinandens 'normale liv'.
Saadan har det vaeret med alle dem som jeg har besoegt her i USA fra min DTS skole. Saa det har vaeret virkelig godt at se dem igen og have faaet mulighed for at moede deres familier osv.

I kan se nogle af mine billeder fra Oregon her:
www.facebook.com/album.php?aid=37559&l=9997b&id=671936091
(Ligger nogle flere ud saa snart jeg faar mulighed for det)

Selv 3 uger gaar hurtigt og det blev tid til at sige farvel til fastlandet. Og goddag til min sidste amerikanske stat - Hawaii!!

San Francisco

2008-10-07T14:38:00.000-07:00

Før jeg rejste hjemmefra Danmark havde jeg kontaktet YWAM basen (samme organisation som min skole i New Zealand) i San Francisco. Jeg havde mailet dem og spurgt om de havde et ekstra værelse som jeg kunne leje. De havde svaret tilbage at de kun havde et enkelt værelse, så det afhang af hvornår jeg kom.
Så da jeg stod i lufthavnen på vej til San Francisco ringede jeg og fortalte dem at jeg altså kom IDAG. Men men men...de havde ikke plads. Værelset var optaget.
Jeg loggede hurtigt på en computer og fik booket et hostel – der var kun et som var ledigt den aften.
Da jeg ankom til San Francisco var det allerede mørkt. Jeg kom op fra metroen og trådte ud på en menneskefyldt gade, med mit kort i hånden. Jeg prøvede at finde ud af hvilken vej mit hostel var, da en mand kommer hen til mig , peger i en retning og siger ”gå ikke den vej! Enlige piger med en kuffert skal IKKE gå den vej!”. Hvilken velkomst. Jeg sagde tak for rådet og finder lettet ud af mit hostel er den modsatte vej. Med raske skridt nåede jeg til en lille smøge hvor mit hostel lå for enden. Dejligt centralt, men bestemt ikke det pæneste hostel jeg har set! Jeg blev guidet op til min sovesal, som allerede var godt fyldt op – med drenge! Inde i mig selv tænkte jeg ”Gud er det her en joke? Er det virkelig din mening at jeg skal være her?”

Næste morgen skyndte jeg mig ud for at finde et andet sted at bo. Jeg fandt ud af at YWAM basen kun lå 2 gader væk. ”Ah”, tænkte jeg, ”det var derfor jeg skulle sover på det hostel. Gud har helt styr på det!” Men men men...de havde stadig ikke plads og ville ikke få det resten af ugen. Igen var jeg frustreret. Where to go?
Uden for basen stod en helt del hjemløse. Der var generelt ufattelig mange hjemløse rundt omkring i byens gader. YWAM basen åbner op for deres stue om formiddagen for de hjemløse som vil ind og sidde, slappe af og få varmen.
En mand som sad ude foran døren spurgte mig hvad jeg skulle derinde. Jeg fortalte at jeg havde håbet på at de havde et værelse ledigt. Han begyndte mig at fortælle om hans situation og om hvilke ækle man var nødsaget til at gøre for at få penge til stoffer. Mens han talte kom en forpjusket kvinde gående forbi og da hun havde passeret udbrød han ”hende har jeg også været i seng med. Det gør jeg aldrig igen!”
Jeg smilte mens han fortalte videre. Da jeg skulle til at gå pegede han på en bygning på den anden side af gaden og sagde at jeg skulle prøve at gå derind. De hjalp mange med at finde et sted at sove. Mon han troede jeg også var hjemløs?
Jeg gik til bage mod mit hostel og passerede bygningen han havde peget på. Der stod ’GLIDE Memorial Church Center’. Jeg fik et sug i maven og vidste straks at jeg skulle gå derind. Jeg spurgte om de havde brug for frivillige og blev straks guidet ned i køkkenet.

(Kø udenfor centeret - hjemløse venter paa at komme ind og spise)

Den formiddag skar jeg grønsager i 3 timer, hjalp til med at servere for knap 700 hjemløse, ryddede op, vaskede gulve og fik mig et gratis måltid mad.
For at gøre en lang historie kort – jeg endte med at blive på det samme hostel hele ugen. Hver formiddag gik jeg ned til Glide centret, hjalp i køkkenet, servede og hjalp med oprydningen. Om eftermiddagen tog jeg rundt og så byen.
Jeg havde en fantastisk uge i San Francisco. Gud havde tydeligvis et job for mig der og de mange smil og tak jeg fik med på vejen var alt arbejdet værd!

(Golden Gate Bridge)

Alle mine billeder derfra kan I se her:
www.facebook.com/album.php?aid=35834&l=aff27&id=671936091

South Carolina

2008-09-29T12:58:00.000-07:00

Onsdag morgen den 17. september forlod jeg Chicago og tog den lange vej til Clemson, South Carolina. Det tog mig 12 timer med 2 fly og en tur med Grey Hound bussen. Ashley, en af mine veninder fra skolen i New Zealand, går på college dernede. Så de første par dage oplevede jeg livet som college elev og boede på hendes kollegieværelse.
På hendes skole er der knap 27.000 elever - det er nærmest en by i sig selv. En super oplevelse at være en del af. Og at se hvordan college fungerer herovre.
Fredag aften tog vi ud til hendes forældres lake house. Et virkelig smukt hus med en utrolig udsigt til soen og derfor havde de selvfølgelig også en båd eller to. Hele hendes familie kom også derud og de tog simpelthen så godt imod mig!
Der er en grund til at man snakker godt om "sydstaternes gæstfrihed". Vi havde en skoen weekend der sammen med dem.

Om lørdagen tog vi alle til amerikansk college fodbold. Det går de meget op i og vi havde brugt mange timer på at lave den mad som vi skulle spise til vores 'tailgating".
Inden kampen camperer alle tilskuerne ude foran stadion, slår borde og stole op, spiser mad, snakker med andre tilskuere og hygger! Det kaldes altså tailgating. Vi havde skønt vejr og det var virkelig hyggeligt! Så blev det tid til kampen. Der var ufattelig mange tilskuere - alle klædt i Orange som er Clemson's farve.
Så nu har jeg altså også været til en amerikansk fodboldkamp!

Jeg skulle desværre rejse fra Ashley allerede om mandagen. På min billet stod der Bahamas, men jeg kunne ikke finde et hotel der som var bare nogenlunde billigt og jeg havde en fornemmelse af at jeg skulle tage direkte til San Francisco, som var mit næste stop efter Bahamas.
Men med min jordomrejsebillet er det ikke så let at slette en flyvning. I hvert fald ikke uden at det koster mange penge.
Mandag morgen kørte Ashleys mor, Kim, mig til lufthavnen. Vi gik hen til skranken og snakkede men en dame som var meget hjælpsom og som ændrede min billet uden betaling! Dette bekræftede bare min fornemmelse om at Gud ville jeg skulle til San Francisco!
Kim spurgte damen om der var noget vi kunne bede for, som tak for hendes hjælp. Damen fik tårer i øjnene og fortalte at hendes fosterfar døde i sidste uge. Vores bøn for hende betød ubeskriveligt meget! Fantastisk som Gud leder os til andre mennesker som han ønsker at opmuntre!
Flyet til San Francisco gik først senere på eftermiddagen så Kim og jeg spiste frokost med hendes bror som boede nær lufthavnen. Inden hun satte mig af igen i lufthavnen gav hun mig en bog. Og så sagde jeg farvel til en skoen familie og en fantastisk tid i South Carolina.
Da jeg senere åbnede bogen var der et brev fra Ashley og familien, samt 100 dollars.
De har været en ubeskrivelig velsignelse på alle måder!

I kan se alle mine billeder derfra her:
www.facebook.com/album.php?aid=35455&l=e6a09&id=671936091

Chicago, Illinois - the Windy City

2008-09-19T10:19:00.000-07:00

Så blev det igen tid til at sætte sig op i flyveren og forlade venner og oplevelser. Denne gang fra Chicago.
Jeg har haft knap 3 virkelig fantastiske uger der.

Jeg fløj dertil søndag d.31 august uden helt at vide hvordan jeg skulle finde hen til der hvor jeg skulle bo.
Esther, som var på mit team, har en søster som bor lidt uden for Chicago og jeg havde fået lov til at bo der mens Esther også var der.
Men det tog mig et par timer at finde dertil med diverse metroer og tog og endda med en ødelagt kuffert.
Hendes søster og svoger har 3 lækre børn. Den ene kun 3 mdr. gammel. Så vi hjalp en del til med børnepasning, bleskift og rengøring.

Jeg var opsat på at få så mange amerikanske oplevelser som muligt. Og man må sige at jeg fik en hel del med fra Chicago.
Den første på listen var Wal Mart. Et kæmpe supermarked som findes overalt i USA. Det første der mødte mig var elektroniske indkøbsvogne. Som vel og mærket bliver brugt af overvægtige mennesker som ikke orker at gå rundt derinde. Wow.
Og ikke nok med det…jeg ledte forgæves efter frugt og grønt afdelingen. Det eneste ’mad’ der var på hylderne var kager, kiks, slik, chokolade, chips, is osv.…
Helt ærligt….der er kun en grund til at så mange amerikanere er overvægtige. De spiser helt forfærdeligt. Jeg er holdt op med at tælle hvor mange fastfood restauranter jeg er stødt på herovre.

En anden af mine amerikanske oplevelser var en Baseball kamp. Chicago Cubs. Det var et enormt stadium og det var en super oplevelse!!
En anden af vores veninder fra Indiana kom og besøgte os et par dage og sammen kørte vi den lange vej til staten Ohio. Her mødtes vi med 2 andre piger fra skolen. Vi boede i en lille hytte, lavede bål, hyggede og tog en dag til Cedar Points – en forlystelsespark med utallige rutchebaner i verdensklasse. Parken er kåret som verdens bedste flere år i træk og har bla. Verdens højeste ruchebane. Min mave havde det ikke alt for godt da vi tog derfra men det var virkelig en sjov dag.

Weekenden efter tog jeg hjem til en anden pige fra skolen som også bor i Chicago. Hun er en af mine bedste veninder derfra og det var virkelig godt at se hende igen. Det er mærkeligt pludseligt at være en del af hinandens ”hjemmeliv” efter kun at have kendt hinanden i et lukket fællesskab.

Torsdag d. 11 september tog vi til en gratis balletforestilling i Millenium Park som blev holdt som minde for terrorangrebet på world Trade Center.

Ellers nyder jeg bare at se venner igen og se en del af Amerikansk kultur indefra.

I kan se alle mine billeder fra Chicago her:
www.new.facebook.com/album.php?aid=33726&l=a6e26&id=671936091

Og alle fra New York her:
www.new.facebook.com/album.php?aid=32319&l=b91c0&id=671936091

New York, New York!

2008-09-02T13:27:00.000-07:00

Der er en grund til at der paa de mest populaere soveniers staar "I love New York".
Det er en fantastisk by og jeg har virkelig haft en god tid der. Jeg landede soendag efter 8 timer i flyveren og skulle finde ud til mit hostel i Brooklyn. Det gik saadaan nogen lunde og efter at have slaebt min kuffert rundt i diverse metroer fandt jeg det endeligt. Det var et rigtig fint hostel hvor jeg delte sovesal med 13 andre piger.

Jeg gik tidligt i seng den foerste aften eftersom der er en tidsforskel paa 6 timer.
Det tog mig saadan cirka hele ugen at komme helt over det og ind i en ny rutine.

Jeg tog afsted til Manhatten hver morgen og var rundt og se en hel masse! Der er dejligt meget at se som ikke kraever betaling.

Listen rummer Ground Zero (der hvor World Trade Center stod), Macy's og Bloomingdales samt utllige toejbutikker paa Broadway, Times Square, Frihedsgudinden (saa hende kun fra gratisfaergen til Long Island), skyskrabere, kaempe legetoejsbutikker, Chinatown, Central Park, loppemarked osv...

Og saa smuttede jeg da ogsaa lige forbi et par bygninger fra Friends og Sex and the City.

Sjovt at se saa mange ting og gadenavne, som man udemaerket kender fra diverse film og TV.

Jeg har som sagt haft nogle virkelig gode dage i NY. Noed faktisk at vaere alene. Saa kan man ligesom se det man vil og tage den tid det tager.
Vejret var skoent og foedderne oemme efter mange skridt op og ned af Manhatten!!

Afsted igen!

2008-08-19T04:56:00.000-07:00

Så er det tid til at komme ud i verden igen.
Imorgen onsdag rejser jeg fra Struer. Jeg skal bruge nogle dage i Århus, Odder og København inden jeg flyver til USA næste tirsdag.

Første stop er New York. Her skal jeg være alene i 5 dage. Det bliver spændende...
Derfra flyver jeg til Chicago. Her skal jeg bo ved 2 veninder fra DTS skolen. Det bliver skønt at se dem igen! Jeg bliver i Chicago indtil den 10. september hvor jeg flyver til South Carolina. Her skal jeg også besøge en veninde fra skolen.
Rejsten af rejsen ligger ikke helt fast. Destinationerne kender jeg men datoerne kan stadig ændre sig.

Men turen går i alt til:
- New York
- Chicago
- Wahington DC
- South Carolina
- Bahamas
- San Francisco
- Oregon
- Hawaii
- Australien
Og til sidst ender jeg i New Zealand.

Flyveren letter fra New Zealand den 3.december, så jeg er hjemme i DK igen den 5.
Jeg regner med at bruge 6 uger i Amerika og 6 uger i Australien/New Zealand.

Jeg glæder mig ufattelig meget og skal selvfølgelig nok opdatere min blog undervejs så jer der er interesserede kan følge lidt med i hvad jeg laver og oplever!

Billeder Israel

2008-07-05T08:04:00.001-07:00

Jorden rundt på 80 dage - er kommet til vejs ende!

2008-07-05T07:24:00.000-07:00

Jeg sidder og spiser aftensmad med udsigt over det røde hav og Saudi Arabien. Jeg er I Dahab, Egypten – min skole er slut, og jeg nyder en ferie med nogle tøser inden flyveren tager mig hjem til Danmark.

Siden sidste update har jeg tilbragt det meste af tiden i Israel. Det er et land med en atmosfære som er svær at beskrive. Først og fremmes er det meget mere vestlig end jeg havde forestillet mig. Selvom Jerusalem er en by midt ude i ørkenen er byen moderne på lige fod med europæiske byer.
Men i byens centrum ligger ’den gamle by’ omringet af en mur. Her er det bestemt ikke vestligt. Gaderne er fyldte med boder og turister. Bygningerne og murene er fra før Jesu tid. Der er altid liv og meget pågående sælgere.
En dag begyndte en af sælgerne at synge ’don’t you wish your boyfriend was hot like me’ mens han dansede rundt om os – charmerende!!

Efter at have pruttet om prisen i 3 måneder kender du knebene og i Israel kan man være helt ærlig og fortælle dem hvad man synes er en god pris og hvornår man synes de snyder dig.

Vores 2 uger i Israel havde fuldt program. Den første uge legede vi turister og så ALT hvad et kristent hjerte kan begære!
Det er en helt speciel følelse at være i Jerusalem hvor det hele skete, men samtidig er det en ret tom følelse at stå og se på en sten, som de er ”næsten helt sikre på” at Jesus har stået på.
Alle steder har de bygget kirker og monumenter – det er svært at forestille sig hvordan det var og så ud ’back then’.

Men som en af vores guider sagde da vi en dag var et af de steder man tror Jesus blev korsfæstet og begravet (Ja der er mere end et sted) – det handler ikke om hvor det skete, men hvad der skete!

Den anden uge havde vi undervisning omkring hvilke forandringer og udfordringer vi højst sandsynligt kommer til at møde når vi kommer hjem.
Efter 6 måneder med daglige udfordringer, intense oplevelser og intim sammenhold bliver det helt sikkert svært at komme hjem på mange områder. Vi har alle forandret os ubeskriveligt meget, mens verden derhjemme er omkring den samme.
Det har været godt at snakke det hele igennem og jeg glæder mig mere og mere til at komme hjem og dele alle mine oplevelser og ny viden med jer alle sammen!

Torsdag havde vi vores ’graduation’. Vi tog op på Olivenbjerget hvor Jesus sendte sine disciple ud med opfordringen om at gå ud til hele verden.
Vi modtog alle vores kursusdiplom og tog utallige billeder!

Og så kom fredag – dagen hvor vi skulle sige farvel. Jeg tror ikke jeg havde indset at det var slut så afskeden blev ikke helt så tårevældet som jeg havde frygtet.

Jeg rejste med 4 piger og 4 drenge til Dahab, som ligger i Sinai ørkenen i Egypten. Vi havde alle brug for en lille ferie inden vi vender hjemad.
Og man må sige at vi fandt et godt sted for det! Dahab er nok det mest afslappede sted jeg har været nogensinde.
Det er ikke højsæson endnu så der er ikke mange mennesker. Vi bruger dagene på at dykke, snorkle, slappe af, spise god mad, svømme og hyggesnakke! SKØNT!

I går aftes tog afslapningen dog en anden drejning. Jeg besteg Sinai bjerget (der hvor Moses modtog de 10 bud) MIDT OM NATTEN. Vi kørte fra hotellet omkring midnat. Efter 2 timer ankom vi til ... ørkenen! Det tog os 2,5 timer i bælgravende mørke at bestige bjerget. Det var sygt hårdt og jeg kan ikke beskrive hvor trætte vi var! Vi så en fantastisk solopgang fra toppen inden turen gik ned igen kl. 7. Mine ben var ved at bukke under flere gange!

Men jeg har dog stadig 2 dage til at slappe af og fuldt ud forstå at min næste flyafgang går til Danmark!

Vi ses SNART!!

Billeder Indien

2008-06-21T05:01:00.000-07:00

Mig i en af mine punjabier

En kamel kom forbi...

Taj Mahal

Farvel Asien

2008-06-14T04:29:00.000-07:00

Saa er jeg ankommet til Israel. Outreach er slut og jeg har sagt farvel til Asien efter 2,5 fantastiske maaneder!

Det var med lidt bekymrede hjerter vi rejse til Indien for snart 3 uger siden. Juni i Indien byder paa temperaturer mellem 40 og 50 grader. Og efter at have svedt rigeligt i 2 maaneder var det ikke ligefrem fristende.
Men vi var heldige. Vi ankom til en "kold" juni maaned med kun 42 grader udenfor og 35 grader inde i vores sovevaerelse.

Indien har ganske enkelt vaeret skoent! Jeg maa indroemme at jeg var ved at vaere fyldt op af indtryk da vi forlod Nepal, men vores skema i Indien var afslappet og vi havde nogle fanastiske oplevelser der!

Vi boede paa en YWAM base i Jaipur (5 timer fra New Delhi). Her arbejder en hel del unge og det var skoent at have en gruppe at arbejde sammen med.
Deres primaere arbejde er at besoege familier i slumkvarterene rundt om i byen. De skaber venskaber der, deler deres tro, vejleder i ernaering til boernene, leder en boernehave og bringer haab til et sted hvor der er mangel paa det og meget andet!

Vi tog med teamet dertil flere gange og hver gang blev vi budt ind i deres smaa ydmyge hjem og budt paa vand eller cola. Isaer boernene var meget nysgerrige efter at se hvide mennesker!

Det giver et sug i maven at sidde der sammen med dem og hoere deres historier og se deres sygdomme og omstaendigheder, men samtidig se deres smilende ansigter og ivrige hjerter efter at se og hoere os.

Vores eftermiddage blev tilbragt indendoers! Det var alt for varmt at bevaege sig udenfor - isaer fordi vi skulle vaere ifoert vores punjabi hele tiden.

Om aftenen tog vi hjem til kristne familier i omraadet og havde 'husfaellesskab'. Vi spillede lovsange, delte vores historier og ledte bibelstudie. Inden vi tog hjem fra denne lille komsammen blev vi budt paa en lille snack = friturestegt mad eller soede kager.

Generelt var maden i Indien ikke noget at raabe hurra for! Krydrede retter og ris 3 gange om dagen! Ihh hvor jeg altsaa savner rugbroed og et solidt maaltid mad!

En dag tog vi til et kristens boernehjem. Vi viste dramer og de sang en masse sange for os. Alle boernene som bor her er koebt ud af slavehandel i Nepal og andre omkringliggende lande. Men her har de faaet en ny change for et liv i frihed.

I Indien stod den paa 'bucket showers' - med en kop oeser man vand over sig fra en spand for at tage et bad... Man vender sig til det altsammen. Ogsaa hullet i jorden som skulle vaere et toilet.

Selvom der er mange ting og omstaendigheder som ikke er "normale" er det fantastisk hvor meget man kommer til at elske landet og menneskerne der.
Kulturen i Asien er varm, aaben og livlig og jeg savner det allerede.
Hver eneste dag der boed paa oplevelser og overraskelser!

Men som sagt er vores outreach slut. Jeg sidder paa en strand i Tel Aviv, Israel og nyder de sidste dage med mit team inden vi imorgen moedes med alle de andre.
Vores sammenhold paa teamet har vaeret helt unikt og det bliver maerkeligt at skulle videre uden dem. Men vi har haft nogle gode dage her til at bede for hinanden og faa afsluttet sammen.

Jeg glaeder mig ufatteligt meget til at se de andre igen og rejse rundt i Jerusalem.
Og inden laenge er det tid til at vende hjem til Danmark igen... Som tiden dog flyver afsted!

Namaste (goddag)

2008-05-23T05:22:00.000-07:00

Jeg har ganske enkelt tabt mit hjerte til Nepal! Vores tre uger her er floejet afsted og har vaeret fyldt med fantastiske oplevelser som jeg kan foeje til min liste.

Nepal er en af verdens fattigste lande og det ses tydeligt! Omgivelserne minder meget om Bali - trafik, larm, affald og liv i gaderne!! Og umaadelig meget stoev og bilos i luften. Naar det bliver alt for slemt ifoerer vi os en lille maske for munden.
Vi har koert med offentlig traffik og her er den ingen graenser for hvor mange mennesker man kan presse ind i en bus. Der kan nemt klemmes 38 mennesker ind i en 14 personers minibus! Skoent med lidt taet kontakt!

Men menneskerne her er fantastiske! Aabne og fyldt med glaede trods nogle levevilkaar som ikke er noget menneske vaerdigt!
Vi tilbragte nogle dage hos en nepalesisk praestefamilie og de tog os rundt til nogle af kirkens medlemmer som lever i ultimativ fattigdom. Det betyder i bedste tilfaelde en 1 vaerelses lejlighed paa 16 km2 til familiens 4-6 medlemmer. En seng og en kogeplade. Men trods disse vilkaar boed de os indefor og servede hvad de havde til os.
Toiletter findes ikke rigtig her. Saa jeg har maatte leve primitivt med et hul i jorden.
Pga de smalle omstaendigheder er nepaleserne utrolig aabne. Alle kender alle og ingen gemmer sig indendoers. Gaderne er fyldte med mennesker!

Baade i Nepal og Indien skal vi baere punjabier. Det betyder langbukser (Alladin stil) en kjole og et lagt toerklaede. Alt sammen i farvestraalende farver. Saa alle pigerne har vaeret en tur ved skraederen.

Vi har beskaeftiget os meget med med den hinduistiske religion og kultur.
Vi har besoegt en del templer. Her betyder det ikke noget om man er hindu eller buddist. Det gaelder bare om at ofre til en Gud og haabe paa at dine synder bliver tilgivet.
En loerdag morgen tog vi bussen (vi sad oppe paa taget - hvilken udsigt!) op til toppen af et af bjergene til et stort tempel for at se dem ofre geder og hoens. De stod i lange koer for at komme hen ofrestedet. Hvilket blodbad! Det virkede fuldstaendigt nytteloest og tomt
Mange af de nepalesere vi har moedt er meget aandelig soegende og det har vaeret nemt og fantastisk at dele evangeliet med dem! Vi har oplevet mange mirakler og set fantastiske ting!!

Sidste uge tog vi paa en lang bustur til Pochara - en smuk by ved foden af Himalay bjergene.
Det har uden tvivl vaeret den bedste uge indtil videre.
Vi besoegte kirker i smaa landsbyer oppe i bjergene og hver morgen vaagnede vi op til udsigt over Himalay bjergene. Det var det smukkeste jeg har set i mit liv! De er saa enorme og fascinerende!
Vi vandrede i bjergene, badede i floder (de havde ikke en bruser saa det var ogsaa her vi vaskede os) og besoegte forskellige landsbyer og kirker.

Paa vejen hjem havde vi en dag i en national park hvor vi red paa elefanter inde i regnskoven og vi saa naesehorn!
Inden vi tog hjem cyklede jeg og et par af drengene ned til floden for at se elefanterne bade.
Ejeren tilboed os at sidde paa ryggen af elefanten mens den oversproejtede os med vand med dens snabel.
Saa i mine cowboybukser vadede jeg ud i floden, satte mig op paa dens ryg og fik et elefant brusebad.
Kan det blive mere fantastisk!! Jeg har nogle skoenne billeder, som I nok desvaerre maa vente med at se til jeg kommer hjem.

Hver dag oplever jeg fantastiske ting!!
Er i stor forventning til vores tid i Indien!!
Men er samtidig ved at gaa til ved tanken om de 45-50 grader der er der. Puha!!

Malaysia

2008-05-05T07:04:00.000-07:00

Saa er det vist paa tide at skrive og fortaelle lidt om hvad jeg har lavet i Malaysia. Vi har haft svaert ved at komme paa nettet, derfor denne forsinkede opdatering.

Malaysia har vaeret meget anderledes end Bali! Baade kultur og arbejds maessigt.
Vi boede lidt uden for Kuala Lumpur som er Malaysias hovedstad. Saa vores omgivelser var praeget af storbylivet. Malaysia er godt med sammenlignet med den vestlige udvikling saa vi har nydt godt af storcentre, gode transportmuligheder og gode fasciliteter. Bestemt anderledes end Bali som sagt.

Malaysia er meget multikulturel og befolkningen bestaar af baade malayere, indere, nepalesere, kinesere, thailaendere og mange andre asiatere. (hvis jeg ikke bruger de rigtige betegnelser er det fordi jeg laerer alle disse ord at kende paa engelsk)
Pga de mange forskellige nationaliteter taler de fleste engelsk saa det har gjort det nemt for os at kommunikere.
Derudover er Malaysia primaert muslimsk og det er ulovligt at konvertere. Saa det gjorde vores arbejde en del svaert eftersom de faerreste havde lyst til at hoere om hvad vi ville fortaelle.
Men vi havde nogle rigtig gode samtaler og vi ser frugt af vores arbejde hele tiden!

Vores arbejde var som sagt ogsaa meget anderledes. Basen vi boede paa havde 3 tjenester. Den foerste er et dagcenter for hjemloese, fattige, misbrugere og ensomme. Centeret er aabent hver dag fra 10-16 og de kan komme og faa gratis mad, et bad og vaske deres toej. Vi hang ud med dem, hjalp til med at lave mad og gjorde rent. Hver morgen naar vi kom ind loeb der kakkelakker rundt paa gulvene - puha!

Misbrug og hjemloeshed er et stort problem i Malaysia. Primaert fordi mange mennesker kommer ind fra nabolandene for at faa arbejde men ender op uden noget og de har intet netvaerk som kan hjaelpe dem.
Det var utrloig udmygt at se dem komme der hver dag og alt hvad jeg ser og oplever paa denne rejse faar mig til at vaerdsaette alt hvad jeg har!

Den anden tjeneste er paa et HIV/AIDS hospital. Vi tog dertil og brugte bare tid paa at opmundre patienterne og bede for dem. Virkelig intenst!

Den tredje tjeneste er maduddeling til de hjemloese i Kuala Lumpur hver loerdag eftermiddag. Vi stod tidligt op og lavede mad til de cirka 200 mennesker som dukkede op. Vi rensede raa kylling i timevis - Super ulaekkert!! Efter vi havde lavet maden koerte vi til byen og i en lille ulaekker og beskidt gyde satte vi hurtigt en lille 'restaurent' op hvor de kom og spiste.

Saa alt i alt har jeg set megen elendighed men samtidig smil og lys midt i det hele. Det er skoent at kunne bidrage med lidt ind i deres hverdag men samtidig er det let at foele sig malplaceret som en hvid vaesterlaending som kun er der for 2 uger.
Men saa er det godt at vide at de mennesker som vi arbejder med baerer arbejdet videre efter vi rejst igen!

Det var lidt om hvad vi har lavet.
Vores team har det godt men er angribet af en del smaasygdomme. Indtil videre er vi ikke stoedt paa intriger - tvaertimod vi hygger os sammen og har et staerkt sammenhold!

Og jeg har det godt... Vi havde en del fritid i Malaysia og det gav mig en del tid til at taenke paa alle jer derhjemme og savne det hele.

De sidste 3 dage i Malaysia stod paa en lille ferie for vores team. Vi tog paa en 7 timers bustur til ferieoeen Langkawi!
Her stod den paa hvide sandstrande, solbadning osv. Laekkert!!
En af dagene lejede vi en bil og koerte op til et vandfald. Det var fantastisk!! Nogle steder havde vandet slebet stenene saa meget at vi kunne glide ned af dem som en rutchebane.
Derefter tog vi en gondol op paa en af bjergene hvor der var udsigt ud over hele oen.
Jeg ser saa mange fantastiske og smukke ting hele tiden. Det bliver meget svaert at overvaelde mig efter denne tur!

Det var Malaysia. Jeg er allerede videre i Nepal. Men det er en hel anden historie som I maa vente lidt med.
Skal nok proeve at ligge nogle billeder ind fra Malaysia inden alt for laenge.

Billeder Bali

2008-04-22T20:40:00.000-07:00

Saa har jeg langt om laenge faaet lagt mine billeder fra Bali paa nettet.
Der er 2 albums. Her har i linkene:

www.facebook.com/album.php?aid=18681&l=d6087&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=19007&l=6d409&id=671936091

Salamat dialang

2008-04-15T04:18:00.000-07:00

Salamat dialang betyder farvel paa indonesisk - vores tid paa Bali er allerede slut og imorgen flyver jeg videre Kuala Lumpur, Malaysia.
Det har ganske enekelt vaeret fantastisk at vaere her!! Vi har haft nogle travle uger med fyldte skemaer. Primaert boernearbejde og engelsk undervisning.

Her er et udpluk af vores program:
- Vise dramastykker og fortaelle vidnesbyrd (livshistorier) i forskellige kirker.
- Hjaelpe til med boerneprogrammer i lokale kirker
- Undervise engelsk til boern i et slumkvarter. De faldt os halsen med det samme vi ankom. Boernene er super skoenne! Men lever under forfaerdelige vilkaar. Laererinden fortalte os at de gaar ud og tigger efter skole.
- Besoeg paa hospital
- Engelsk undervisning for boern paa stranden
- En hel del engelsk undervisning paa kristne og hinduistiske skoler.
- Boerneprogram for 400 boern paa en paaskelejr.
- Gudstjenester i en hel del kirker.
- Jeg praedikede til en ungdomsaften i kirken - det gik godt :)

Et vigigt ord her er 'taalmodighed'. Intet er sikkert her. Vi kunne ikke planlaegge noget for de informationer vi havde faaet at vide var aldrig det rigtige. Enten skulle vi undervise i 3 timer i stedet for 1 eller ogsaa var der 5 klasser i stedet for 2.
Men det har vaeret fantastisk at komme saa taet paa befolkningen her og deres kultur.
Bali er primaert hinduistisk og det viser sig tydeligt ved alle deres smaa ofringer som ligger overalt. Men kan godt maerke at deres tro er en stor del af deres liv.

Alle er utrolig venlige og vi har faaet mange gode venner.
Vi har haft fridage om mandagene og nogle af de unge fra kirken har vist os rundt paa oen. Sidste mandag koerte vi til en 'Monkey forest' hvor aberne loeb frit rundt. Derefter til rismarkerne - det er fantastisk smukt!
I mandags viste de os en strand hvor der ikke kommer turister. Her fandt jeg det klare turkisblaa vand jeg eftersoegte sidste gang jeg skrev. Vi lejede snorkler - det var super smukt og der var simpelthen saa mange fisk i alle farver.

Vi har vaeret en hel del ude at spise paa restaurenter. Et maaltid koster ca. 12 kr. Og maden er skoen! Ris er altid paa programmet!

Glaeder mig til at se hvad Malaysia byder paa - det er virkelig en velsignelse at kunne rejse rundt og se verden paa denne maade!

Jeg kan stadig ikke ligge billeder ind, men haaber at jeg kan i Malaysia.
Er begyndt at savne jer allesammen - haaber I har det godt derhjemme!

Destination Bali

2008-04-03T22:15:00.000-07:00

Kender du det naar man ikke kan sove fordi er alt for varmt. Man kan ikke holde ud at sove med sin dyne og et lagen er endda naesten for varmt. Velkommen til Bali!
Her er simpelthen saa varmt og luftfugtigheden er hoej!
Men her er utrolig smukt og befolkningen er fantastiske!
Vores arbejde paa Bali er primaert boernearbejde saa vi har besoegt en masse skoler. Primaert i fattige omraader og slumkvarterer. Boernene falder os om halsen med det samme de ser os og det er virkelig svaert at forlade dem igen naar man ser hvilke omstaendigheder de lever under.

Jeg har kun sjaeldent mulighed for at komme paa internet og kun i begraenset tid, saa der bliver nok lidt langt mellem opdateringerne. Paa nuvaerende tidspunkt har jeg ikke mulighed for at ligge billeder ind men maaske kam jeg goere der senere hen i en af de andre lande.

Vil saadan set bare sige at jeg har det godt! Bali er skoent og man maa sige at der er nok af udfordringer.
Men I skal ikke sukke alt for meget efter at nyde at par dage her. Trafikken er voldsom - der er ikke noget der hedder, sikkerheds seler (undskyld mor), trafiklys eller koereregler (andet end at 'proev at komme fremad') og der er ca. 4 gange saa mange knallerter som der biler.
Vi var ved vandet i mandags og det er det klammeste vand jeg nogensinde har set. Jeg har ikke set skyggen af hvide strande og krystalklart vand nogensteder.
Her er utrolig beskidt alle steder - det er gennerelt som om de ikke helt har forstaaet hvor smukt dette land har potentiale til at vaere.

Men naar vi er sammen med boernene er det ligesom om at alt dette er ligemeget. De behoever bare et knus og de smil vi faar tilbage er bedre en end maaneds charterferie!

Haaber at I alle har det godt! Jeg har desvaerre ikke mere tid.
Allerkaerligst Maj

Small group camping

2008-03-23T00:10:00.000-07:00

Onsdag aften tog vores small group op til et udsigstpunkt ikke saa langt herfra. Vi sov under aaben himmel og saa film om aftenen. Super hyggeligt!

Link til billederne:
www.facebook.com/album.php?aid=17144&l=e73f4&id=671936091

Castle Hill

2008-03-22T22:56:00.000-07:00

Denne weekend koerte vi til Castle Hill, som ligger en times koersel herfra basen.
Castle Hill er ganske enkelt en bjergside som er daekket med en masse kaempe sten. Der er fantastisk smukt og faktisk er filmen Narnia optaget der.
I kan se en masse billeder her:
www.facebook.com/album.php?aid=17087&l=9e863&id=671936091

Ikke langt fra Castle Hill render der en vandstroem igennem nogle af bjergene. Saa der koerte vi til for at 'cave streame'. Det gaar ganske enkelt ud paa at gaa igennem vandet inde i bjerget. Det er smalle gange og der er baelgmoerkt saa vi havde vores pandelamper med. Vandet var super koldt, men helt klart og smukt. Det var en virkelig fed oplevelse!

Asien i sigte

2008-03-22T14:25:00.000-07:00

Vi er gaaet ind i den sidste uge paa New Zealand. Maerkeligt som tiden gaar hurtigt.
Paa loerdag kl. 12 flyver jeg og mit team til Bali, Indonesien.
Jeg er blevet opdateret lidt mere om hvad vi skal lave de forskellige steder - det lyder fantastisk spaendende!
Paa Bali skal vi primaert arbejde med gadeboern og unge. Og saa er vores vaerts-kirke igang med at bygge en ny bygning saa der bliver helt sikkert ogsaa tid til at bygge, male, goere rent osv.
I Malaysia skal vi arbejde paa et center for stofmisbrugere, hjaemloese og ensomme aeldre mennekser. Vi skal paa besoeg paa et HIV hospital og om loerdagene skal vi dele mad ud. Derudover skal vi undervise en hel del i kirker rundt omkring.
Nepal staar paa lidt mere fritid. Vores plan indeholder boernehjem, besoeg i templer, vandreture til landsbyer i bjergene, indgaa i en families hverdag, indervisning i kirker og skoler og diverse boerneprogrammer.
I Indien skal vi besoege familier i slumkvarterene, undervise i kirker og paa universiteter.
Det er de programmer vi har faaet indtil videre, men meget kan naa at aendre sig.
Glaeder mig fantastisk meget til at faa et indblik i deres kultur. Er sikker paa at der venter mig en masse udfordringer og oplevelser!

Pengemangel

2008-03-15T19:06:00.000-07:00

Der er kun 2 uger til vi tager paa outreach og vi mangler stadig omkring 300.000 kr for at faa det hele til at loebe rundt. For 3 uger siden var det beloeb knap 2.000.000 kr. og vi ser penge komme ind hele tiden. Men det er ved at vaere kritisk eftersom vi meget snart skal afsted. Denne weekend har vi fastet og bedt og vi tror paa et gennembrud. Men vi har brug for jeres stoette og boen!

Lake Tekapu

2008-03-08T17:50:00.000-08:00

Efter 2 uger med kulde og regn skiftede vejret denne weekend og det har vaeret super varmt og solrigt - dejligt! Loerdag var weekend aktiviteten en tur til Lake Tekapu. Det tog os 3 timer at koere dertil, men det var det hele vaerd! Det var et ufatteligt smukt sted og vandet var turkis groent. Har taget en masse billeder, saa I ogsaa kan se det:
www.facebook.com/album.php?aid=16157&l=87f73&id=671936091

Efter en gaatur ved vandet koerte vi op til bjergene hvor der var et spa-center med vand fra de varme kilder. Det var ganske enkelt fantastisk og noget af det smukkeste jeg har set her. Vi sad i de varme kilder og kiggede ud over bjergene og soen. Ubeskriveligt!
Her kan i nyde billederne:
http://www.facebook.com/album.php?aid=16183&l=11412&id=671936091

Det fortsatte med at vaere varmt hele aftenen saa vi tog vores madrasser ud paa terassen og sov under aaben himmel. Kan det blive bedre?

Open day

2008-03-08T17:44:00.001-08:00

I soendags var der aabent hus her paa basen. Vi havde inviteret hele byen og en hel del mennekser kom. Vi havde lejet en hoppeborg til boernene, der var gratis grillpoelser, ansigtsmaling, te og boller, manicure, rundvisning, video om YWAMs historie, drama og musik.
En rigtig hyggelig dag hvor vi fik nogle gode snakke med vores naboer og fik bevist at vi er ganske normale mennesker.

Her kan I se billederne:
www.facebook.com/album.php?aid=16064&l=1f480&id=671936091

Backpackerne er vendt tilbage

2008-03-08T16:42:00.000-08:00

Sidste uge vendte backpackerne tilbage fra deres outreach. I blandt dem var der en dansk pige, Heidi. Allerede foerste dag jeg kom her fik jeg at vide at der omkring denne tid ville komme en anden dansk pige, saa jeg havde glaedet mig til at moede hende og tale dansk igen. Fredag eftermiddag kom de saa og da jeg sagde hej til hende kiggede vi paa hinanden og sagde 'har jeg set dig foer?'. Det viser sig saa at hun kommer i min kirke i Aarhus (Valgmenigheden) og at jeg sidste aar paa paaskelejr bad for hende. Dengang var hun lige droppet ud af sygeplejeskolen fordi hun foelte at Gud vill at hun skulle noget andet med sit liv, men hun vidste ikke hvad. Det var saa aabentbart DTS. Jeg var virkelig overrasket. Hvor er det fantastisk at det netop var det jeg bad om og at vi saa moedtes her. Verden er lille. Gud er stor!

Onsdag spillede vi fodbold imod dem - og vandt 6-2 over dem!
Her kan I se en masse billeder fra det:
www.facebook.com/album.php?aid=16047&l=70fdf&id=671936091

Fredag var det saa backpackernes graduation. Vi var inviteret og temaet var 'Hillbilly'. Der var musik, candyfloss maskine, hoeballer, mekanisk tyr, masser af mad og svingdans.
Link til billederne:
www.facebook.com/album.php?aid=16152&l=bfe15&id=671936091

Det var en virkelig en god aften, men samtidig maerkeligt at se dem sige farvel til hinanden og vaere kede af det.
Jeg har svaert ved at taenke paa at rejse fra alle sammen om 3 uger.

Billeder

2008-03-01T01:07:00.001-08:00

Jeg har samlet lidt forskellige billeder som ikke rigtig hoerer til i de andre mapper:
www.facebook.com/album.php?aid=14647&l=a6505&id=671936091

Vil ogsaa lige bruge chancen til at sige tak for de breve og pakker jeg har faaet. Det er virkelig dejligt! Send endelig flere :)
Vi har alle sammen et lille dueslag som jeg tjekker hver dag for at se om der skulle vaere et brev til mig.

Paintball

2008-03-01T01:06:00.000-08:00

Denne weekend var vores weekend-aktivitet paintball. Alle pigerne fra min sovesal klædte sig ud som Ghetto-girl-gangstars med ansigtsmaling, T-shirts og bandanas. Virkelig sjovt.
Det regnede mens vi var af sted, men vi havde en super dag!

Her kan I se billeder derfra:
www.facebook.com/album.php?aid=15709&l=5a469&id=671936091

For 2 uger siden var weekend-aktiviteten havkajak:
www.facebook.com/album.php?aid=14815&l=c51af&id=671936091

Church serving week

2008-03-01T00:55:00.000-08:00

Uge 6 var ’church serving week’. Det betød at vi i stedet for at få undervisning, skulle ud i forskellige kirker og tjene dem. Vi tog af sted i vores outreach teams og mit team skulle til en kirke i Methven – ca. 1 en times kørsel herfra.

Vi ankom til gudstjenesten søndag og skulle stå for søndagsskolen. Vi lavede et prins/prinsesse tema og jeg fortalte om Mary og Frederik. De synes alle sammen det var ret sejt at vi har en rigtig prins og prinsesse.
Efter gudstjenesten kørte vi hen til det sted vi skulle bo. En familie fra kirken har en gård en halv times kørsel fra byen og der boede vi i et lille sommerhus de lige havde bygget.
Om eftermiddagen hjalp vi dem med at fodre deres kalve.

Mandag var vores fridag. Vi tog op i bjergene for at se et The Sharplin Waterfall. Vejret var skønt (første gang efter 2 uger med regn) og det var virkelig en smuk tur.

Tirsdag til torsdag gjorde vi rent og malede i kirken. De er ved at bygge om, så der var rigeligt at gøre.
Vi hjalp til da der var ’musik og rytmik’ tirsdag formiddag. Ca. 50 børn i alderen 0-5 år kom med deres mødre. Skønt!
Onsdag aften spiste vi hos en af familierne fra kirken og samme aften stod vi for ungdomsgruppen. Vi lavede en skattejagt og havde en virkelig god aften.
Fredag aften fik vi ’fish and chips’ med en del af familierne.

Vi skulle stå for hele Gudstjenesten søndag så vi brugte lang tid på at forberede det. Vores tema var ’Guds kærlighed’ og ud fra det opførte vi et drama stykke, jeg delte mit vidnesbyrd (Gud i mit liv) og Glenda og Will prædikede. Det gik rigtig godt og vi havde virkelig en god uge der!
Folk var simpelthen så gæstfrie! Åbnede deres hjem for os. Og vigtigst af alt var det rigtig godt at være sammen med mit team og lære hinanden bedre at kende.

Her kan I se en masse billeder:
www.facebook.com/album.php?aid=15316&l=e79dd&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=15317&l=a42e1&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=15400&l=600b0&id=671936091

Angels and mortals

2008-03-01T00:49:00.000-08:00

For nu snart 2 uger siden havde vi ’angels and mortals’. Det er samme koncept som når vi har ’nisser’ til juletid. Vi trak alle et navn som skulle være vores ’mortal’ den uge. Vi blev derved deres ’angel’. Fra søndag til torsdag skulle vi så velsigne vores mortals med gaver, sange, opmuntringer, massage, chokolade og diverse andre kreative indslag!
De første 2 dage fik jeg INGENTING. Jeg var sikker på at min navn ikke var kommet i puljen eller også havde jeg en dreng, som ikke rigtig gad lege med.
Men den 3. dag fik jeg et utrolig sødt kort, slik og en bamse. Ud fra håndskriften på kortet kunne jeg se at det var en ældre dames som havde skrevet kortet. Vi har som tidligere skrevet et aldre ægtepar som arbejder her frivilligt og eftersom de ikke havde været her på basen de første 2 dage, gættede jeg hurtigt at det var en af dem. De sidste 2 dage blev jeg velsignet med flere virkelig søde kort, gaver og chokolade.
Nogle af de andre piger havde hørt at jeg ikke havde fået noget og gav mig noget chokolade, så jeg endte med at få ret meget!
Den sidste dag var torsdag d.14 februar hvilket jo er valentines day.
Så vi endte vores ’angels and mortals’ med en love feast. Vi tog alle sammen pænt tøj på, satte hår osv. og mødte op til et flot dækket bord og skoen mad! Efter middagen skulle vi hver især gætte vores ’angels’. Min ’mortal’, som var Will fra mit outreach team havde ikke gættet at jeg var hans engel.
Da det blev min tur gættede jeg rigtigt – det var Beth, den ældre dame.
Senere på aftenen udviklede det sig til et danseparty.

I kan se en masse skønne billeder fra festen her:
www.facebook.com/album.php?aid=15401&l=28af4&id=671936091

Free box

2008-03-01T00:09:00.000-08:00

Jeg har slet ikke fortalt jer om et fantastisk koncept vi har her, kaldet free-boxen. Det er et rum hvor alle skolens elever kan aflevere tøj som de ikke længere har brug for. F.eks. fordi de tager på outreach eller rejser hjem. Og så kan de elever som er på skolen bare tage det de vil have derinde. Altså en gratis genbrugsbutik. Fantastisk! Jeg har gjort mange gode fund og man kan jo altid finde malertøj og udklædningstøj hvis det er det man har brug for.

Uge 5

2008-02-15T18:15:00.000-08:00

Tiden flyver af sted... Uge 5 er slut og jeg er allerede halvvejs gennem lecture phase.

Kan ikke husk om jeg har fortalt det, men hver uge kommer der en ny taler, som underviser os i et nyt emne. Denne uge var emnet "Bibelsk verdenssyn". Det har helt klart været den bedste uge indtil videre! Vi har set på forskellige kulturer og religioners syn på spørgsmål som "Er der en ultimativ sandhed?", "Hvad er et menneske?", "Hvilken værdi har et menneske?", "Hvad er meningen med livet?" osv.

Først og fremmest har det åbnet mine øjne for hvor meget vores kultur påvirker vores holdninger. Hvis jeg som kristen bare hopper med på mit samfunds holdninger, hvilken rolle spiller Guds så overhovedet i mit liv? Så sidder jeg jo bare tilbage med et sæt bibelske regler, som jeg presser ned over hovedet uden at kunne stå inden for dem. Så bliver Gud/kristendom min religion i stedet for min identitet. Det skulle nødigt ske.
Som kristen bør mit syn på andre mennekser være det samme som Guds syn - at hvert enkelte menneske er unikt!

I Danmark hedder det "Retten til frihed" frem for "retten til liv (eller respekt for andre). Det kan vi jo se et eksempel på med denne uges uroligheder.
Apropos urolighederne - I går bad vi hver især for vores egen nation, vores eget land. Jeg følte jeg skulle bede for nogle specifikke ting og da jeg talte med mor i telefonen i går, fortalte hun hvad der sker i Danmark lige nu og det var præcist det jeg havde bedt for. (Kan ikke rigtig skrive hvilke ting jeg mener i et åbent forum, men håber I forstår.) Før jeg havde talt med hende vidste jeg ikke dette var sket. Sådan virker Gud i små ting i mit liv hele tiden.

En anden ting som rørte mig meget var nogle af det statistikker jeg så. Vidste I at 8 % af verdens befolkning, inklusiv dig og mig, ejer 60 % af verdens rigdomme.
Vi tager så hurtigt alt hvad vi har for givet. Og hvor skal der meget til for at åbne vores øjne.

At 6 millioner jøder blev dræbt af nazisterne kalder vi Holocaust.
At 1 million asiatiske piger bliver dræbt hvert år, kalder vi kultur.

Jeg ved godt at det er firkantet sagt og jeg vil på ingen måde nedvurdere hvor forfærdeligt Holocaust var. Men jeg vil udfordre jer til at vurdere om jeres egne værdier og holdninger blot afspejler jeres kulturs værdier?

Midt i skilsmisse, materialisme, ligegyldighed, depression, mindreværd, religiøsitet, afhængighed osv. finder jeg lys i Jesus.
Hvilket bør medføre kærlighed og respekt til andre mennesker. Hvor er dit lys?

Rejse opdatering

2008-02-15T17:45:00.000-08:00

Eftersom jeg har faaet groent lys til at offentliggoere hvor jeg skal rejse hen, vil jeg lige opdatere mine rejseplaner for jer.

Vi flyver til Bali, Indonesien d. 31 marts. I Indonesien skal vi primaert arbejde med boern. Derefter flyver vi til Kuala Lumpur, Malaysia d.15. april. Jeg ved ikke endnu hvad vi skal arbejde med i de andre lande. Den 4.maj gaar turen saa til Kathmandu, Nepal. Herfra skal vi koere i tog til byen Jaipur og vi kommer helt sikkert ogsaa en tur forbi Taj Mahal. Vi skal vaere i Nepal i 3,5 uger hvorefter vi flyver til New Delhi, Indien. Her er forresten 47 grader og vi skal gaa i langaermede nationale dragter.
D. 9 juni moeder vi alle de andre teams igen i Tel Aviv, Israel. Vi skal vaere i Israel resten af tiden indtil vores demission d. 26. juni.

Inden jeg rejste hjemmefra planlagde jeg at rejse videre derfra til USA og tilbage til New Zealand for at slutte min jordomrejse-billet.
Men eftersom alle dem som jeg gerne vil besoege i USA rejser rundt i Europa har jeg besluttet at komme hjem efter Israel og tilbringe sommeren i Danmark. Inden jeg helt forlader Israel rejser jeg rundt med en stor del af gruppen til Jordan og Cairo, Egypten. Jeg regner med at vaere hjemme d.8. juli - dagen inden min foedselsdag.

Sidst i september rejser jeg saa afsted igen. Jeg har lagt min rute gennem: New York, Chicago, South Carolina, Bahamas (hvis nogen vil moede mig her siger I bare til), San Fransisco, Oregon, Hawaii, New Zealand og til sidst Australien.
Det kribler helt i min mave naar jeg taenker paa at jeg skal opleve alle disse lande.

Weekend warrior

2008-02-05T22:46:00.000-08:00

Denne weekend var jeg weekend warrior. Det vil sige at jeg skulla blive hjemme paa basen i weekenden og lave mad, goere rent osv. sammen med 4 andre.
Det var faktisk rart med en weekend uden alt for mange aktiviteter, eftersom sidste uge var ret presset af lektier og diverse.
og vi hyggede os virkelig meget.

Jeg har lagt en del billeder ud fra weekenden her:
www.facebook.com/album.php?aid=14096&l=6f06f&id=671936091

Soendag havde vi tid til at koere til Ashley Gorge - en halv udtoeret flod i smukke omgivelser! Vejret var skoent saa det var super laekkert med en dukkert!
Om aftenen lavede vi frikadeller og persillesovs. Folk var helt vilde med det!!

Nyd billederne... og forresten TILLYKKE Danmark med haandbold sejren!

Outreach

2008-02-04T23:51:00.000-08:00

Saa har jeg endelig faaet at vide hvor jeg skal hen paa Outreach og med hvem. Sidste uge fik vi de 6 forskellige outreach-ture at vide og skulle derefter give vores 1. 2. og 3. oenske. De seks ture gaar til:

- Sydamerika
- Afrika
- Mellemoesten
- Syd/Oest Assien # 1
- Syd/Oest Assien # 2
- Oest Assien

Jeg kan desvaerre ikke skrive hvilke lande de forskellige omfatter, da det er forbudt at rejse ind i nogle lande som en kristen organisation. Men vi skal alle rejse til 4 forskellige lande + Israel

Min foerste prioritet var Syd/Oest Assien # 2 og igaar fandt jeg ud af at det er der jeg skal hen!!

Vi skulle lave en kommunikationsleg igaar. Vi fik alle en seddel med et dyr paa og skulle saa "udfoere" det samtidig med at vi fandt andre som var det samme dyr. Da vi havde fundet vores grupper fortalte de at det var vores oureach teams!

Paa mit team er vi 5 elever og 2 ledere.
- Will fra England
- Jed fra USA
- Wanda fra USA
- Glenda fra USA
- Kristen fra Canada
- Esther fra Israel

Det er ikke nogen jeg har talt specielt meget med, men vi er alle sammen ret solide personligheder. Ingen er mere leder and andre og ingen holder sig udenfor. Saa jeg synes virklig vi har et godt team og vi har det utroligt sjovt sammen!

Hvis du gerne vil vide hvilke lande jeg skal til saa send mig en mail og jeg vil skrive det til dig.

Glaeder mig utrolig meget!! Skal nok tage en masse billeder saa I ogsaa kan opleve lidt af verdenen :)

Road Trip

2008-01-28T11:41:00.000-08:00

Sidste weekend var vi et hold paa ca. 20 som koerte til Vestkysten. Det var fuldstaendig fantastisk smukt og vi havde en virkelig hyggelig tur!
Koereturen var 6 timer lang fordi man koerer gennem bjergene. Men hvilken udsigt! Det var bestemt koereturen vaerd!
Vejret var fantastisk og vi noed at komme lidt vaek fra Oxford som lige nu er ret toert og brun pga varmen.
Vestkysten er super eksotisk. Der er ingen hoteller, reklameskilte eller andre grimme ting som oedelaegger udsigten. Vi boede paa et lille motel 100 m fra stranden og om aftene saa vi solnedgangen og lavede lejrbaal paa stranden.
Det er virkelig gaaet op for mig at jeg er paa New Zealand - Wow!!

Jeg har lagt naesten 250 billeder ud. Her er linkene:
www.facebook.com/album.php?aid=13685&l=a6633&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=13765&l=9aab7&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=13803&l=f9cc0&id=671936091
www.facebook.com/album.php?aid=13837&l=83f38&id=671936091

Tirsdag havde vi 80'er danseparty
I faar ogsaa lige linket til de billeder:
www.facebook.com/album.php?aid=13824&l=be4f2&id=671936091

Og til sidst lidt billeder af min Small Group:
www.facebook.com/album.php?aid=13762&l=1ff28&id=671936091

Frivilligt arbejde

2008-01-23T15:41:00.000-08:00

En af de ting, der goer stoerst indtryk paa mig her er folks villighed til at tjene andre mennesker.
Vi er saa vant til at forvente noget til gengaeld naar vi hjaelper andre og det er en af de ting vi udfordres til at ligge fra os her paa skolen.
Hver morgen har vi som sagt hver isaer vores Work Dutie. Nogle goer rent, nogle vasker haandklaeder og nogle hjaelper til i koekkenet.
Der skal ikke meget til at udfoere de smaa opgaver, mest fordi de kommer os selv til gode.

Men at udfoere arbejde for andre mennesker kraever en hel del mere.
En gang i ugen staar der Communion work paa vores skema.
Det indebaerer at vi hjaelper folk omkring i byen med diverse opgaver - frivilligt og uden at forvente noget igen!
Jeg maa indroemme at det er maerkeligt at goere rent hos nogen uden at kunne gaa derfra med penge i lommen, saadan som jeg er vant til. Men at se hvad det betyder for dem man hjaelper er saa meget mere vaerd!

Sidste uge skulle jeg goere rent i skolens gaestebygning. Der var ingen mennesker hjemme mens vi var der, saa det var begraenset hvor meget vaerdsat jeg foelte mig.
Men inden vi gik kom en af beboerne hjem - John som er vores kok. Han fortalte os at han og hans kone arbejder frivilligt for vores skole. Men ikke nok med at de ikke faar loen for at lave mad til os 3 ganeg om dagen, de betaler selv for at bo i gaestebygningen.

Een ting er at udfoere arbejde uden at faa loen - en anden ting er at udfoere arbejde og samtidig betale for det!
Hvor mange af jer ville vaere villig til det?
Jeg tvivler paa at jeg selv har hjerte til at goere det!

Vi fylder vores liv med diverse skrammel for at opnaa "lykke" i vores liv.
Vi straeber efter det som samfundet kalder "succes".
Hvilket skrammel fylder du dit liv med?
Hvad er succes for dig?

Ydmyghed kraever meget, men jeg er overbevist om, at det i sidste ende er det der foerer til optimal lykke og succes.

Haaber jeg har udfordret nogle. Jeg er i hvert fald selv blevet udfordret til at se paa mit eget liv og min egen frivillighed!

Billeder!

2008-01-20T22:12:00.000-08:00

Her er linkene til mine billeder:

(nogle af numrene kan I ikke se, men de har alle nummeret
671936091 til sidst)

-Flyveturen:
www.facebook.com/album.php?aid=12770&l=72a95&id=671936091
-Skolen:
www.facebook.com/album.php?aid=12772&l=707b9&id=671936091
-Skattejagt:
www.facebook.com/album.php?aid=13277&l=a5a6c&id=671936091
-Tim Tam Slam:
www.facebook.com/album.php?aid=13299&l=2b906&id=671936091
-Mixed:
www.facebook.com/album.php?aid=13290&l=982f3&id=671936091
-Tur til Christchurch:
www.facebook.com/album.php?aid=13297&l=706eb&id=671936091
-Surfing:
www.facebook.com/album.php?aid=13275&l=ed5f8&id=671936091
-Natur:
www.facebook.com/album.php?aid=13293&l=a15df&id=671936091

Undskyld det er saa besvaerligt!

Surfing!

2008-01-18T21:27:00.000-08:00

Som sagt bliver der arrangeret weekend aktiviteter hver loerdag og idag har jeg vaeret ude at surfe!! Det var virkelig fantatisk og sjovt!! Vi var ca 14 afsted og vejret var fantastisk!! Igaar var hele skolen nede paa stranden og der blaeste det og regnede. Men hele dagen idag har solen skinnet fra en skyfri himmel. Vejret skifter konstant her paa New Zealand.

Vi fik udleveret vaaddragter og surfbraet et sted naer stranden i Christchurch. Nede paa stranden fik vi 10 min instruktion og saa var det ud i boelgerne. Havet ligner vesterhavet, men vandet var varmt og sandbunden var super.

Det var faktisk ikke helt saa svaert som jeg havde troet. Altsaa det ikke nemt, men jeg tvivlede paa at jeg overhovedet kunne komme op paa braettet.

Vandet var ikke saa dybt saa vi kunne heldigvis gaa ud i stedet for at skulle padle paa braettet imod boelgerne.
Jeg kom op at staa paa braettet en 3-4 gange saadan rigtigt og det var fantastisk!

Er ret traet nu og har slid-maerker paa mine albuer og knae. Og rigtig mange er solskoldede. Jeg er heldigvis kun meget lidt roed, men har til gengaeld striber efter min vaaddragt.

Kaemper stadig med at ligge alle billederne ud...

2008-01-14T22:02:00.000-08:00

Ugeskema

2008-01-14T21:38:00.001-08:00

Vi er allerede i fuld gang med med undervisning og diverse andre aktiviteter.
Saa vil lige lade jeg vide hvordan mine hverdage ser ud:

7.00-7.30 Morgenmad
7.30-8.15 Devotion / Stilletid
8.15-8.45 Work Duties (Rengoering og lign.)
8.50-9.00 Beskeder
9.00-10.00 Lovsang eller bibel studie
10.00-11.15 Undervisning
11.15-11.30 Forfriskning
11.30-13.00 Undervisning
13.00 Frokost
15.00 Praktisk hjaelp, lektier, forberedelse til vores rejse eller Small Group
18.00 Aftensmad
19.30 Forberedelse til vores rejse, aktiviteter eller fritid
22.00 Ro
22.30 Lyset slukket

Vi har alle faaet en "work dutie". Jeg skal stoevsuge spisesalen og computerrummet om morgenen. Saa det er helt fint!
Hver uge kommer der en ny taler som underviser os i forskellige emner. Det bliver virkelig spaendende at komme igang med det!
Vi er alle sammen i en "small group", en kontaktgruppe. I min gruppe er vi fire piger og en af lederne. Glaeder mig til at vaere sammen med dem.

Fredag aften tager vi ind til Christchurch hvor vi har nogle timer til at shoppe lidt rundt. Derefter moedes vi og snakker med unge fra byen eller laver praktisk arbejde.
I weekenden kan vi vaelge mellem nogle forskellige aktiviteter. Paa loerdag skal jeg ud at surfe - det bliver saa fantastik. Haaber jeg!

Skolen er virkelig hyggelig og maden er ganske enkelt fantastisk. Savner dog rugbroed! :)
Og saa er naturen her jo smuk og vejret skoent!! Elsker allerede New Zealand!

Jeg har lidt problemer med at uploade mine billeder men de kommer forhaebentligt snart.

Kia Ora

2008-01-11T00:05:00.000-08:00

(Kia Ora betyder goddag paa new zealandsk)

Jeg er paa New Zealand!! Efter en meget lang tur! Det er virkelig maerkeligt endelig at vaere her, men alting er gaaet rigtig godt indtil videre!!
Flyveturen var ikke saa slem som forventet. Der var fri (laekker) mad og drikkevarer i flyverne. Jeg fik lam, chokolade mousse og New Zealandsk vin. Mmm...
Og saa var det jo tv' et foran hver saede. Der var omkring 50 film og tv-serier man kunne vaelge imellem. Saa fik slaaet en hel del af tiden ihjel med at glo ind i en skaerm :)

Det er ret maerkeligt at rejse alene. Der er ingen at dele oplevelserne med eller nogen som kan sige at du er gaaet igennem den forkerte sikkerhedskontrol :S Apropo sikkerhedskontrol. I London skulle jeg tage skoene af og I USA kopierede de mine fingeraftryk og tog et billede. Saa foeler man sig lidt Palle alene i verden naar man staar der og er lidt utryg helt alene.

Naa men jeg er som sagt naaet helt ud til skolen. Jeg skal sove paa en sovesal med 13 andre piger - de kalder den "the girl ghetto". Men alle er helt fantastisk soede saa det skal nok gaa.
Vi er 39 elever og cirka halvdelen er kommet idag.
Og saa er vejret jo fantastisk! Solen er virkelig intens. Alle gaar rundt og er skoldede allerede. Jeg har brugt det meste af dagen paa at pakke ud saa jeg er heldigvis ikke blevet braendt!
Og naturen er saa smuk! Vi har en masse bjerge lige omme bag ved skolen.

Vidste I at der bor 4 millioner mennesker paa New Zealand og at der er 40 millioner faar her - de er overalt!! Men ret soede :)

Der er saa meget at sige og der flyver hele tiden tusindevis af tanker rundt i hovedet paa mig.
Halvdelen af dem er paa engelsk - det er ret anstraengene at skulle snakke engelsk hele tiden, isaer fordi vi ikke er ret mange som ikke taler engelsk til hverdag. Saa alle taler virkelig hurtig og med 20 forskellige accenter.

Skriv endelig hvis der er noget I vil vide.
Jeg vil proeve at ligge nogle billeder af skolen og mit vaerelse ud imorgen.

2007-12-08T06:45:00.000-08:00

Her kan I se hvor på New Zealand jeg skal bo.

Flyrejsen er bestilt

2007-12-08T01:29:00.001-08:00

Så er min flybillet på plads. Jeg letter fra Kastrup d. 9. januar kl.7.30.
Jeg skal mellemlande i både London, Los Angeles og Auckland (på Nordøen) før jeg lander i Christchurch d.11. januar kl. 13.00 lokal tid. New Zealand er 12 timer foran os.
Men alt i alt bliver det til 29 timer og 10 min i flyvemaskiner og 12 timer og 50 min venten i lufthavne. Puha... Det bliver nogle hårde dage!!

Endelig optaget!

2007-11-27T02:58:00.000-08:00

Så har jeg endelig fået svar fra skolen, om at jeg er optaget. Det er virkelig en lettelse!
Har tjekket min mail 3 gange dagligt de sidste uger.
Nu skal jeg bare have alle de praktiske ting på plads - der er virkelig mange ting der skal være styr på og købes ind inden jeg kan rejse.
Det bliver fantastisk! 47 dage tilbage :)