Tanzania: Palmetræer, air condition og dødsfald.

Jeg har taget hul på den 8. måned af min rejse, min bagage er for længst blevet pakket ud et nyt sted og jeg vil nu fortælle dig lidt om mit liv og arbejde her i Tanzania:

På trods af en helt fantastik tid i Indien, er jeg lykkelig for de forandrede og forbedrede vilkår vi lever under her. Tanzania er som tidligere nævnt smukt og eksotisk, her er luftfugtigt og varmt, der er frisk luft, ingen larm og så bor vi, sammenlignet med Indien, på første klasse med air condition, brusere og et rent køkken.




Det er allerede over en måned siden vi ankom hertil og disse omgivelser er efterhånden ved at være hverdag. Af en eller anden grund føles det dog stadig lidt som om jeg er på ferie; jeg spiser min morgenmad ude under palmetræerne, køber ananas til 3,50 kr. og bruger mine fridage på en hvid sandstrand. På trods af charterferie-omgivelserne, er livet her i Afrika dog i virkeligheden langt fra første klasse.



Efter godt 3 ugers venten fik vi midt i januar endelig godkendt vores arbejdstilladelser og kunne begynde at arbejde på hospitalet. Ligesom i Indien arbejder vi her på et offentligt hospital, hvor kun de fattigste i samfundet sætter sine ben.
Da vi fik vores første rundvisning på hospitalet blev jeg glædeligt overrasket - også hospitalsvilkårene er en stor opgradering fra Indien. Her føder kvinderne på senge med madrasser, nåle smides i en beskyttet beholder, gulvene er (nogenlunde) rene og de nyfødte babyer bæres ikke rundt i metalbakker, men de holdes varme!
Men men… Én ting har jeg lært: madrasser og rene gulve redder ikke menneskeliv!! Det gør derimod kompetent personale, der ved hvordan de skal reagere i akutte situationer, det gør ressourcer der er til rådighed når der er brug for dem og det gør lande med en regering der værdsætter menneskeliv højere end korruption. Alt sammen ting som Tanzania mangler, og vi mærker og erfarer effekterne heraf!



Vi har allerede oplevet at 2 mødre er døde af blødning efter deres fødsel, mere en hvert andet nyfødt har brug for at vi giver hjertemassage eller ilt efter fødslen og vi står med komplikationer i langt større omfang end vi oplevede det i Indien.
3 dage om ugen arbejder vi alle på hospitalet og 2 dage om ugen er vi derhjemme, hvor vi får undervisning om diverse komplikationer i forbindelse med en fødsel. Det er intenst at lære om disse ting den ene dag og så opleve dem på nær hold dagen efter.

I sidste uge fik jeg besøg af to af mine bedste veninder hjemmefra, Lotte og Anne. Hvilken velsignelse! Når man lever som jeg gør kan man hurtigt føle sig lukket inde i sin egen lille boble og have et stort ønske om at kunne tage alle med derind. Derfor skriver jeg denne blog og derfor ligger jeg nogle meget beskrivende billeder på facebook. Men lige meget hvor meget jeg fortæller og hvor mange billeder jeg viser, så er jeg stadig isoleret her i min boble. Med mindre jeg bogstavelig talt lukker nogle ind og det har jeg netop gjort i disse uger. Jeg har haft muligheden for at vise Lotte og Anne alt lige fra det afslappede liv under palmetræerne til det hektiske liv på fødestuen.

Lotte og Anne fortæller:
"Fødegangen som vi har oplevet den her, er fyldt med så mange sanseindtryk og følelser. Noget af det vi har hæftet os mest ved, er dog kontrasten mellem liv og død, som man dagligt mindes om her; på babybordet ligger en byld indeholdende en smuk og velskabt, men kold, død baby da vi møder ind. Om eftermiddagen da vi tager af sted igen, har 7 nyfødte babyer været forbi babybordet. Den døde baby ligger der stadigvæk som en grufuld reminder. Liv og død, side om side, og dette er kun ét af mange daglige eksempler, genoplivning og forblødning et andet.

En anden ting, der slår os, er hvor anderledes mødrenes oplevelse af at føde her må være. Efter ankomst tilbringer de tiden sammen med op til 60 andre kvinder på én afdeling, hvor de deles om madrasser og privatliv, indtil de er udvidede nok til fødegangen. Her ligger de så op til 10 kvinder nøgne, side om side og er vidne til hinandens smerter, fødsler, glæde og komplikationer, mens evt. pårørende kan vente spændt udenfor. Langt de fleste forstår ikke engelsk, så kommunikationen foregår primært nonverbalt, og ellers via enkelte vigtige ord, som pigerne kender på swahili eller med en hospitalsansat som oversætter. Umiddelbart efter fødslen pakker kvinderne deres ting sammen og får deres babyer på afdelingen for tiden efter fødslen, hvor begge parter monitoreres. Selvom de anatomiske og fysiologiske mekanismer er de samme, så må oplevelsen af at føde her være en helt anden end hjemme i Danmark. Det er så vildt!"



Sådan er mit liv her. Den ene dag genopliver jeg et barn eller forhindrer en moder i at forbløde og den anden dag ligger jeg under palmetræerne på en hvid sandstrand. Bogstavelig talt fra det ene ekstreme til det andet.
Men jeg elsker det hele, både at stå med komplikationer på fødestuen og mærke adrenalinen, og at ligge på stranden under solen og mærke varmen.
Som jeg har sagt til Lotte og Anne: jeg er ikke færdig her og jeg kommer ikke hjem foreløbig ☺

Bye bye India.

Endnu engang befinder jeg mig i en flyver, denne gang med retning mod Tanzania, Afrika. I mine tanker prøver jeg at afrunde de sidste 3 måneders liv, arbejde, frustrationer og højdepunkter fra Indien. Mest af alt er jeg taknemmelig over de erfaringer og oplevelser som jeg tager med mig derfra. Jeg har elsket Indien, selvom jeg dog er taknemmelig for at kunne se frem til at indånde frisk luft og tage et brusebad. Jeg har været fuldstændig forundret over, at vi som, for de flestes vedkommende, uerfarende studerende har fået lov til at træde indenfor hospitalet og tage ansvar for menneskeliv. Bogstaveligt talt:

En af de sidste dage på sygehuset arbejdede jeg i "admission" - der hvor alle kvinder skal igennem når de ankommer til sygehuset. Her vurderes deres progression og tilstand, og derudfra sendes de så videre til sygehusets forskellige afdelinger. En dag i "admission" er aldrig kedelig! En kvinde havde lige født på en af sengene derinde, fordi hun aldrig nåede ind på fødestuen, da en anden kvinde blev kørt ind på en båre. Kort tid efter gik jeg tilfældigvis forbi kvinden men blev stoppet af hendes moder, der stod med en navlesnor mellem fingrene. Jeg opdagede at der lå et livløst nyfødt fuldbåren barn mellem kvindens ben, stadig med navlesnoren forbundet til sin mor. Der var intet af sygehusets personale omkring kvinden og jeg gik ud fra at de ikke synes det var værd at bruge deres værdifulde tid på denne kvinde. Jeg forklarede min leder at denne kvinde havde et dødt barn mellem benene og fik grønt lys til at befri det fra sin mor.
Jeg gik hen for at finde udstyr til at klippe navlesnore over med, da jeg ud af øjenkrogen så en lille bevægelse fra barnet. Kunne det være?! Jeg stoppede op og stirrede, og dér kom endnu en bevægelse. Jeg råbte til min leder "dette barn er IKKE dødt", fandt en meget svag puls på barnet, gik i gang med genoplivning og efter kort tid lød der barnegråd på stuen. Kvinden og hendes mor vidste nærmest ikke hvordan de skulle forholde sig til det hele, men efter en times tid kørte de ovenpå til barselsgangen med en fuldstændig rask nyfødt dreng.
Den morgen havde jeg og mit team, som så mange gange før, bedt om at vi måtte blive ledt til dem, som havde allermest brug for vores hjælp. Hvem ved hvad der ville være sket hvis jeg ikke havde gået forbi den kvinde?!

Både på og udenfor hospitalet har jeg lært at kigge efter små muligheder for at gøre en forskel og være lys hvor der ellers er mørke. Ofte handler det bare om enkle ting, som at behandle en fødende ligeværdigt, tage mig tid til at tørre blod op efter mit arbejde eller gå en ekstra mil for et af mine teammedlemmer. Der skal slet ikke så meget til, og det er såmænd lige meget om det er i Indien, Afrika eller Danmark.

Mentalt er jeg ved at være indstillet på at skulle starte et nyt kapitel. Eller nærmest tage hul på en hel ny bog, for jeg er ikke sikker på hvor meget Indien og Tanzania kan sammenlignes. Det glæder jeg mig til at finde ud af.

Fredag den 9.december hentede jeg min mor i lufthavnen! Hun fik mulighed for at være med mig på fødegangen på mine 2 sidste vagter. Hun observerede, blev overvældet, nussede de nyfødte, opmuntrede de fødende kvinder og klippede endda navlesnoren på det barn, som hun så mig tage imod. Det var vildt at kunne dele denne del af min verden med hende og jeg er taknemmelig for den tid og de oplevelser vi har haft sammen her.
De sidste 10 dage har udelukkende stået på evaluering, afrunding, afsked, julehygge og afslapning. Vi har spist og spist, vi har besøgt venner en sidste gang og vi har hygget os. Den 16. december begyndte der at dukke tydelige spor op rundt omkring i byen på at det var jul, men jeg må godt nok indrømme at en sand følelse af jul udeblev i år. Jeg har flere gange tænkt at det såmænd bare har gjort det nemmere ikke at kunne være hjemme i denne tid.
Som endnu et tegn på at det ikke var en rigtig jul, spiste vi juleaften burger og pomfritter på Hard Rock Café inden vi tog til en sen julegudstjeneste. I kirken var der internetforbindelse og jeg fik mulighed for at skype med hele min familie derhjemme inden gudstjenesten. Det var fantastisk og et øjebliks ægte følelse af jul.
Dagen efter samledes vi alle om morgenen på ægte amerikansk vis for at åbne vores julesokker, som i løbet af december var blevet godt fyldt op.
Min konto for kulturelle oplevelser er efterhånden godt fyldt op.

Update fra Tanzania: Wow! Jeg foeler naermest at jeg er paa ferie. Her er eksotisk og smukt modsat Indiens affald, stoev og larm. Vores leve forhold er naermest fantastiske (altsaa vi snakker egentligt bare spejderlejr standard). Jeg glader mig til at fortaelle meget mere herfra!!

Namaste

I dag er det præcis 5 måneder siden jeg startede på skolen i Australien. Utroligt. Jeg kan godt mærke det er længe siden, og til tider længes jeg virkelig hjem, men samtidig føler jeg slet ikke at jeg er færdig her. Selvom jeg savner jer rigtig meget, har jeg det fortsat godt med at være lige her hvor jeg er.
Der bliver længere og længere mellem mine frustrationer og mine arbejdsvilkår her er efterhånden blevet hverdag. Selvom der er ufatteligt stor forskel på menneskesyn, værdier, tankegang og meninger her sammenlignet med derhjemme, så føler jeg at jeg har fundet min måde hvor jeg kan sørge for kvalitet i mit arbejde, og kan sætte fokus på den enkelte kvinde.

I løbet af de mere end 2 måneder, hvor vi har arbejdet og boet i Indien, har vi som team givet omkring 13.000 kvinder og nyfødte en eller anden form for behandling. Heraf er cirka 10.000 blodtryksmålinger (af den manuelle slags, hvor man bruger et stetoskop og lytter sig frem). I fredags rundede jeg personligt 500 blodtryk - gennemsnitlig 50 i ugen. Hver uge får jeg ufattelig mange muligheder for at øve mig i forskellige praktiske færdigheder.


Hver enkelt kvinde, som modtager en eller anden form for behandling fra mig eller en fra mit team, bliver tilbudt at blive bedt for. Nogle dage sidder jeg bare på en bænk i graviditetsklinikken og tager blodtryk på de gravide kvinder, der er mødt op den dag. Efter jeg har sikret dem, at deres blodtryk er "normalt" spørger jeg dem om jeg må bede for dem. Enkelte når endda at spørge mig om jeg vil, inden jeg selv tilbyder dem det. De kender os efterhånden (vi skiller os ret meget ud med vores lyse hudfarve), de ved hvad vi står for og de ved hvorfor vi er her.
I alt har vi indtil videre bedt for over 20.000 indere, heriblandt gravide, fødende, nybagte mødre, nyfødte, ægtemænd, bedstemødre osv…




Den anden dag arbejdede jeg på fødestuen, da strømmen pludselig gik ud og det blev mørkt. En af lægerne var ved at sy en kvinde efter hendes fødsel, så jeg gik over til lægen med min pandelampe, så hun kunne fortsætte sit arbejde. Jeg stillede mig ved siden af metalbriksen, med pandelampen i min ene hånd og tog den nybagte moders hånd i den anden. Der stod jeg i mørket, med lyden af klagende kvinder i fødsel omkring mig, og synes at situationen mest af alt mindede mig om en film fra anden verdenskrig hvor man ser en operation i et hospitalstelt, med lyden af krigen i baggrunden.
Og alligevel synes jeg det var meget normalt.

I får lige en lille historie mere:
Midt i oktober tog jeg imod et lille misdannet foster, som var blevet aborteret. Det var parrets, Rajee og hendes mand Rajesh, første barn og de var virkelig kede af det. Jeg kan huske at jeg bad for at de en dag måtte få en stor familie. De gav mig deres telefonnummer og jeg lovede at besøge dem inden jeg rejste fra Indien.
I sidste uge ringede jeg til dem og de bød mig over på aftensmad. De var utrolig glade for at se mig og jeg var mindst lige så glad for at se et smil på Rajees ansigt. Jeg mødte hendes moster, som takkede mig mange gange fordi jeg havde taget mig så godt af hendes niece på hospitalet, da hun ikke selv havde mulighed for at være der og holde Rajees hånd.
Jeg elsker hjemmebesøg!


Jeg ved at jeg aldrig kan give et helt rigtigt billede af mine oplevelser her, men tak fordi du tager dig tid til at høre hvad jeg har at fortælle.

På fredag kommer min moar og det glæder jeg mig helt VILDT meget til!! Jeg glæder mig til at kunne vise hende min verden og jeg glæder mig til at hun skal opleve fantastiske Indien.

Glædelig jul til jer alle! (Min mor fylder sine kufferter med julegodter, så jeg skal nok få en god jul, selvom den bliver holdt i solskin og varme).

This is it. Det her er min drøm.

Hvis jeg ikke har fået sagt det før, så siger jeg det nu; Jeg er vild med Indien! På trods af, at jeg er på en prøvelse i forhold til at arbejde under Indiens vilkår og forsøge at holde min frustration nede, så elsker jeg at bo her i varmen, farverne og menneskemylderet.
Jeg er desuden virkelig taknemmelig for at få de praktiske jordmodererfaringer som jeg får her, og dem får jeg virkelig mange af!

Lad mig fortælle dig lidt om Joseph. Hvis du har fulgt med i mine billeder på facebook har du set et billede af ham og hans familie. Joseph blev født for tidligt, men er i dag 5 måneder gammel. På trods af sin alder vejer han stadig mindre end en nyfødt baby - Han er MEGET underernæret. Jeg så ham første gang den første weekend vi var her i Indien og efterfølgende besøgte vi familien med jævne mellemrum i deres lille etværelses lejlighed, for at vejlede forældrene i amning, samt veje Joseph og følge med i hvordan han havde det. Som gave til forældrene medbragte vi bananer og små kager + et hjemmestrikket babytæppe, en hue og en babydragt, som vi havde fået doneret i Australien. Under et andet besøg gav vi dem proteinrig modermælkserstatning, i stedet for den almindelige komælk, som de gav ham udover amningen.
Efter 4 uger hvor Joseph kun havde taget i alt 100 gram på i vægt, fik vi ham indlagt på et privat børnehospital, som han havde været indlagt på lige efter han blev født. Da vi sad og ventede på at en læge skulle undersøge Joseph, begyndte hans mor, Suguna, stille at græde. Hun fortalte at det endelig var lykkedes dem at blive gravide med Joseph efter 8 års forsøg. Men familien fik ikke den lykkelige og ukomplicerede far- mor-og-barn-start, som de så længe havde drømt om. Suguna takkede os mange gange og fortalte at de, efter Joseph blev født, havde været nødt til at sælge smykker af guld for at få råd til at han kunne komme på hospitalet.
Efter lidt tid gik vi sammen med forældrene ind til lægen, som vurderede at Joseph skulle indlægges. I løbet af kun 8 dage tog han 400 gram på! Efter god vejledning til os om hvordan vi videre kan hjælpe Joseph og hans familie, blev han udskrevet den 10. november. I fredags, en uge efter, mødte vi familien på hospitalet til en opfølgende lægetjek og vægtkontrol. Han har nu præcist rundet de 3 kg! Lægen sagde at der kun måtte komme 2 medlemmer ind i undersøgelsesrummet, men forældrene insisterede på at jeg fik lov til at komme med ind. De er så taknemmelige og jeg elsker at se hvordan de lyser op når vægten fortæller os, at Joseph endnu engang har taget på.


Vi har kun haft mulighed for at være til hjælp og velsignelse for Joseph og hans forældre, fordi jeg har modtaget så mange penge donationer fra jer derhjemme. Modermælkserstatning, sutteflaske, hospitalsregninger, transportpenge og gaver til familien har i alt løbet op i omkring 1.400 danske kroner. Det er penge, som disse forældre aldrig nogensinde selv ville have haft mulighed for at spare op.
Det er fantastisk at kunne værdsætte menneskeliv så højt, her i et samfund, hvor penge normalt forhindrer familier i at sørge for at deres elskede børn får den bedste behandling. Takket være jeres bidrag er Joseph godt på vej mod at vokse sig stor og stærk.

Udover Josephs historie har mit team og jeg har haft mulighed for at gøre en masse små forskelle på grund af de penge, som vi har fået doneret. Den første uge på hospitalet blev jeg overvældet over tilstandene, som kvinderne og babyerne bydes her. Igen har jeg kunne gøre noget ved dette, ved blot at indføre ting, som for os i Danmark er meget enkle, lettilgængelige og egentlig bare en selvfølge. Jeg har kunne indføre små ændringer og ting, som jeg, fordi jeg har arbejdet på et vestlig hospital, kunne se var sundhedsskadelige men lette at ændre. For eksempel lavede vi hovedrengøring i byrummet samt skrubbede fødebriksene + væggene på fødestuen. Vi har købt utallige babytæpper, babyhuer og håndklæder for at forhindre at de nyfødte babyer bliver kolde. Jeg har købt sterile barberblade, som vi bruger til at skære navlesnorene over med, i stedet for at bruge den samle gamle saks til alle nyfødte, og på den måde forhindrer vi måske at nogle børn får blodforgiftning eller bliver smittet med HIV og lign. Vi har købt rengøringsklude og desinfektion til at rengøre fødebriksene for blod osv mellem hver fødende kvinde, så vi slipper for at bruge gulvkluden, som de ellers bruger. Ja vi har købt mange flere små ting, og hvis du er interesseret et til at se en liste inkl. priser eller hvis du har lyst til at donere flere penge til vores arbejde, så må du endelig skrive til mig!


Jeg kan tydeligt mærke at mine frustrationer bliver mindre og at jeg får nemmere og nemmere ved at acceptere, at det er disse omstændigheder jeg bliver nødt til at arbejde under mens jeg er her. Samtidig er det fantastisk at have mulighed for at kunne gøre noget ved i det mindste nogle af tingene, som f.eks. kolde nyfødte babyer i metalbakker (pakke dem ind i håndklæder og babytæpper).

Jeg kunne ikke forestille mig noget sted jeg hellere ville være end lige her. This is it. Det her er min drøm. En drøm som er blevet virkelighed.

Små historier fra min hverdag i Indien

Jeg har ufattelig mange historier, som jeg kunne fortælle, og jeg synes det er ret så frustrerende, at jeg ikke kan dele dem alle med jer. Der sker ting på hospitalet hver eneste dag, som jeg ikke engang i min vildeste fantasi tidligere kunne forestille mig. Gennem de følgende 2 små historier om babyernes vilkår, håber jeg at I får bare et lille indblik i min hverdag her i Indien:

Tirsdag i sidste uge mødte jeg sammen med 4 af de andre piger ind i en eftermiddagsvagt på fødestuen. Ud af de 6 kvinder, der lå derinde i varme, blod og larm, var der særligt en fødende, Mamatha, som tiltrak min opmærksomhed. Hun var i 7. måned, men havde fået sat sin fødsel i gang fordi hun 3 dage forinden havde fået diagnosticeret at hendes foster led af diagnosen hydrocephalus, også kaldet "vand i hovedet". Eftersom jeg går efter alt der er markeret "kompliceret", for at få erfaring med ting, som jeg ikke sådan lige støder på derhjemme, hjalp jeg denne kvinde under hendes fødsel. Efter et par timer fødte Mamatha og jeg tog imod en levende, men slap pige. Pigen, som vi gav navnet Lily, havde et stort malformet hoved på trods af, at det meste overskydende væske fra hendes hoved var blevet drænet i fødslen. Hun havde desuden flere andre misdannelser, fx havde hun ingen øjne, misdannede ører + næse og kun 4 fingre på venstre hånd.
Her i Indien tager de hurtigt efter fødslen babyerne fra deres mor for at tage dem ind i babyrummet, så Mamatha nåede kun lige kort at se hende. Efter jeg havde vasket og færdiggjort Mamatha gik jeg ind til Lily i babyrummet. Jeg var i tvivl om hun havde overlevet fødslen, men ud over at være meget slap, havde hun det okay. Normal vejrtrækning, puls og farve. Jeg synes hun var så fin på trods sine misdannelser, og jeg nød at sidde med hende pakket godt ind i et tæppe. Senere blev Lily overflyttet til børneafdelingen.

Torsdag da jeg igen havde vagt på hospitalet, gik jeg op på børneafdelingen for at se til Lily. Afdelingen består af et stort rum, hvor der nogle dage ligger op til 15 babyer i små plastiksenge uden madrasser - Endnu engang laaaangt fra vestlig standard! Jeg fandt hurtigt Lily, som lå musestille i sin seng. Jeg vidste med det samme i mit hjerte, at hun var død.
Jeg fik fat i en læge og han gav hende hurtigt noget adrenalin. Han sagde "ja hun har det ikke godt. Hvis hun ikke reagerer på adrenalinen kan vi erklære hende død". Jeg behøvede ingen erklæring og gik i stedet på barselsgangen, hvor jeg fandt Mamatha. Mamatha er 19 år, hun havde som sagt 3 dage forinden fået stillet diagnosen og havde derefter været i fødsel i 2 dage. Hun smilede da hun opdagede mig, men jeg kunne se sorgen og fortvivlelsen i hendes øjne.
Hverken Mamatha eller hendes mand, som var hos hende, forstod særlig meget engelsk, så jeg sad bare på hendes sengekant, aede hendes hånd og bad højt for dem om at de ville blive velsignet med mange sunde børn. Selvom de på det tidspunkt endnu ikke vidste at Lily var død, tror jeg, at det bare var det de ventede på. Under disse levevilkår kan jeg ikke bebrejde dem.


Lily på børneafdelingen, liggende i sin seng under en "ilt-klokke". (Her er hun ikke død!)

Endnu en historie:
I går onsdag, efter at have arbejdet i graviditetsklinikken hele formiddagen, gik jeg ned på fødegangen for at køre hjem med de piger, som havde haft vagt der. Der var stille da jeg kom og kun en enkelt baby i babyrummet, men i løbet af den næste time ændrede tingene sig gevaldigt. Jeg havde ikke været der længe før babyrummet var fyld op. Alle de fødende havde bestemt at deres babyer skulle ud på samme tid. Pigerne, der stadig var på vagt, arbejdede hård på at passe på både mødrene og babyerne. Men situation strammede til da 2 mødre ikke ville stoppe med at bløde efter deres fødsel. Uden at være klædt i min uniform sprang jeg til ved en fødsel og bød en lækker buttet dreng velkommen til verden. Kort efter hørte jeg noget om en navlesnor, der var sprunget og jeg fandt senere ud af, at en mor havde født helt alene på fødestuen inde ved siden af. Eftersom ingen havde grebet babyen, var den gledet ned ad den glatte metalfødebriks og ned på flisegulvet! Eftersom navlestrengen ikke var lang nok, var den sprunget i faldet, hvilket resulterede i at babyen lå på gulvet med blod piblende ud af navlen.
Behøver jeg sige meget mere!?!

Jeg vil dog lige pointere at jeg har lige så mange fantastisk oplevelser, som jeg kunne fortælle om. Fx mødte jeg sidst i vagten i går en kvinde i graviditetsklinikken, som talte utrolig godt engelsk. Hun fortalte mig at hun havde ventet i mange timer (sammen med de 400 andre gravide) og da hun endelig kom til, havde lægen kun brugt 3 minutter på at undersøge hende. Sådan er vilkårene her, men jeg fik ondt af hende og tilbød at undersøge hende en ekstra gang, mere omhyggeligt. Hun var gravid i ca. 7. måned, men idag var første gang hun havde fået en graviditetsundersøgelse. Hun var endnu ikke blevet scannet, og vi aftalte at hun kan kontakte mig når hun er blevet det, så vil jeg igen undersøge hende.
I morges modtog jeg denne sms fra hende: "Good morning Doctor (det kalder de os her). Thank you for your love, care and affection. I have never seen such a sweet doctor in my whole life. Thank you!"

Fødsler, larm og blod.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde, men hvor har jeg lyst til at dele alt det med jer, som jeg har oplevet her i Indien de sidste 3 uger. Jeg elsker at være tilbage i dette fantastiske land og indtil videre har det været intenst og udfordrende, på både godt og ondt. Tiden her har allerede budt på lidt af hvert, især følelsesmæssigt.
Mandag for to uger siden begyndte vi at arbejde på hospitalet, som jeg alene kunne skrive mange sider om. Udefra ser hospitalet, som hedder Modern Government Maternity Hospital (MGMH), rimelig velfungerende ud, men med det samme du klemmer dig mellem de mange mennesker ind af døren, starter kaosset. Du mødes af en stærk lugt af sygehus (primært urin og blod) blandet med 35 graders varme, et mylder af gravide kvinder, urin i alle hjørner, hundredvis af familiemedlemmer inklusiv mange børn siddende overalt på de beskidte gulve med tæpper og tallerkner med mad, gennemtrængende råb og sidst men ikke mindst larm.
Samtidig er det fantastisk at træde indenfor. Synet af de mange gravide maver gør mig begejstret og alle stirrer på os fordi vi er de eneste hvide mennesker i miles omkreds. Mange af familiemedlemmerne, som desperat og ofte med fysisk anstrengelse prøver at trænge sig ind på de forskellige afdelinger, holdes tilbage af de ansatte vagter, men når vi kommer gående trækker mængden sig tilbage og lader os komme frem. Jeg kan mærke forventningen til dagens arbejde rejse sig mens vi går gennem metalgitteret ind til fødegangens omklædningsrum. Jeg er stadig målløs over, at de lukker os, for de flestes vedkommende uerfarne jordemoderstuderende, indenfor på dette store hospital. Men det gør de og vi får lov til lidt af hvert.

Hver dag arbejder vi i mindre teams, enten i graviditets-undersøgelses klinikken, formiddagsvagt på fødegangen, eftermiddagsvagt på fødegangen eller med undervisning/hjemmebesøg. Hver dag roterer vi mellem de forskellige vagter. F.eks. har mit team (5 personer) i alt arbejdet 5 dage af hver 3 timer, på fødegangen i løbet af disse 2 uger.
Fødegangen her er et kapitel for sig. HOLD DA NU OP!! Det er en helt helt helt anden verden end hvad jeg er vant til, og jeg har erfaret at det bliver en udfordring for mig at kombinere min viden om forsknings- og evidensbaseret praksis med denne verdens horrible og ofte umenneskelige jordemoderkundskab.
På hver af de 2 fødestuer er der 8 metal"brikse", som kvinderne bliver jaget op på når de mere eller mindre grædende kommer ind på stuen. Hygiejnen er så dårlig, så jeg kan ærlig talt ikke beskrive det med andet end, at indtørret blod sidder fast overalt på briksene, væggene, skamlerne osv. + at der kravler små kakkelakker rundt omkring og på kvinderne mens de ligger der + plastikhandskerne bliver vasket og genbrugt og nåle og sakse med blod genbruges også gerne. Jeg er sikker på at det billede som du forestiller dig, ikke engang kan leve op til virkeligheden her. Det gør bogstavelig talt ondt i mig at se disse tilstande og jeg har bestemt været udfordret i forhold til at holde min frustration nede. Efter den første uge var jeg sådan set klar til at rejse hjem igen. Men jeg har efterhånden lært at se muligheder frem for begrænsninger og jeg er begyndt at være taknemmelig for alt det gode, vi kan gøre for kvinderne og deres nyfødte. Mest af alt koncentrerer jeg mig bare om at elske kvinderne og babyerne, og gøre en forskel for den enkelte - og det er overvældende hvor nemt det er, samt hvor frustrerende det er, at jeg ikke kan gøre det for alle. Men jeg er begyndt at elske udfordringen! Nogle af de penge, som jer derhjemme har doneret, har jeg brugt på rengøringsartikler og desinfektion. Vi er godt i gang med at skrubbe alle metal"briksene" på fødestuerne og jeg kan mærke at det ikke mindst gør indtryk på personalet. Forhåbentlig et indtryk der vil inspirere dem til selv at gøre en ekstra indsats med rengøringen og blandt andet bruge en ren klud med desinfektion frem for gulvkluden, når de skal tørre briksene af inden en ny kvinde bliver jaget derop.




Fødebriksen FØR


Fødebriksen EFTER

Jeg bliver i høj grad udfordret i forhold til min identitet og kvalifikationer som jordemoderstuderende. De læringsrammer, som jeg har her er så langt fra Danmarks trygge rammer, som overhovedet muligt. Det er ikke bare primitivt, men det går imod alt det, som jeg har lært hjemmefra. Så lige nu er min udfordring, at finde en ligevægt mellem at gøre det, som jeg tror på er det bedste og det, som jeg er nødsaget til at gøre her, for at kunne få den frihed til at arbejde, som vi har.
Jeg er overfyldt med taknemmelighed over hvor nemt det er at gøre en forskel for den enkelte. Bare at give et smil, holde en hånd, betale en tiggers mad, varme en nyfødt, bede for en gravid og så videre, oplever jeg at der gør en betydelig forskel. Og det gør det hele værd x 1000!

Derudover har jeg også, som tidligere skrevet, skulle vænne mig til en primitiv livsstil her. Utrolig nok går det rigtig godt. Jeg nyder kulturen, livet, tempoet, farverne, den kaotiske trafik, maden og endda varmen (30-35 grader). Udover at arbejde på hospitalet laver vi selvfølgelig en helt masse andre ting, som drukner lidt her i mængden af indtryk fra hospitalet. Forhåbentlig udtrykker nogle af de mange billeder, som jeg ligger på facebook, alt det andet sjove og spændende som vi laver.
F.eks. spiser vi ude 2 gange om ugen og i fredags tog vi alle 20 til at stort moderne shoppingcenter, hvor vi spiste på Hard Rock Café. Det betød air condition, kniv og gaffel, burger med KØD, grin, afslapning og højt vestlig musik. SKØNT!

Jeg kunne fortælle en helt masse mere om mit liv og mine arbejdstilstande her, f.eks. om deres ufattelige vestimulerende medicinforbrug i fødslerne eller om de mange døde nyfødte, som jeg allerede har set og haft i hænderne. Men det må vente til mit næste indlæg.
Indtil da værdsætter jeg jeres forbøn for mig og for de kvinder jeg kommer i kontakt med her, ufattelig højt. Jeg er så taknemmelig for at kunne dele lidt af mine tanker, begejstringer og frustrationer med dig derhjemme!

Destination: Indien

Varme, støv, rickshaws, utallige farver, støj, tage bad i en spand, ris, ris, ris, karry, lyden af bilhorn, sved, ingen toiletpapir, uberegnelig elektricitet, tynde madrasser, chilli, motorcykler, tiggere og så videre og så videre… For en uge siden ankom jeg og resten af mit team efter 23 timers rejse til Indien, og til alle disse nye omstændigheder. Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig begejstret for at skulle leve her under disse vilkår de næste 3 måneder, da jeg den aften svedig lagde mig til at sove i min mindre komfortable seng i vores beskidte basefarvede 10 personers sovesal.

Jeg ved ikke hvorfor jeg tabte modet den aften eller hvorfor jeg var overrasket over min nye livsstil, men én ting er sikkert; det var den første og indtil videre eneste gang, at jeg ikke var begejstret for at være her. For det jeg nu - helt vildt! Jeg indrømmer gerne, at tanken om ris og karry 3 gange om dagen eller de mindre luksuriøse toilet- og bade forhold ikke ligefrem gør mig ellevild, men det gør menneskerne her, kulturen, tempoet og tanken om alt det jeg skal lave og opleve tvært imod.

Desuden hjalp det på mit humør at vi fik pakket ud og gjort det lidt hyggeligt på vores sovesal.

Denne første uge har vi brugt på at se os omkring og lære byen, menneskene og kulturen at kende. I mandags tog vi alle til et af de store lokale markeder for at købe stof til vores punjabi'er, som er kvindernes traditionelle outfit her. Efter at have købt stof fik vi det syet og tilpasset hos en skrædder.
Til dagligt derhjemme har mit tøj et begrænset antal farver, men mit klædeskab her er nu fyldt op med et utal af stærke farver. Skønt, og så passer jeg ind i mængden ☺


Torsdag og fredag besøge vi det hospital, som vi skal arbejde på. Torsdag nåede vi aldrig indenfor, for vi blev stoppet af en politisk demonstration udenfor hospitalet og blev revet med i dans og sang. Af en eller anden grund blev vi udvalgt til æresgæster.
Da vi tog tilbage dagen efter fik vi i høj grad lov til at opleve hospitalet indefra. Vores ledere viste os rundt på de forskellige afdelinger, som vi kommer til at arbejde på. Modern Government Maternity Hospital, MGMH, er et stort, travlt, beskidt og underbemandet statsstøttet hospital, som dagligt varetager hundredvis af graviditetsundersøgelser, 60-80 fødsler, gynækologiske operationer og huser utallige nybagte mødre fordelt på de mange barsels-sovesale. Hvis du har set filmen "a day with a midwife", som jeg gav linket til i mit sidste indlæg, har du set et glimt af hospitalet.
Jeg har gennem de sidste mange uger prøvet på at indstille mig mentalt på at blive frustreret over de ting, som jeg kommer til at se og opleve i mit arbejde på denne tur. I fredags var det dog mere frustration over bare at kigge og ikke kunne gøre noget, der frustrerede mig. Da vi nåede til fødestuen, som består af 8 metal"senge", lå der fladt på ryggen 6 kvinder, der klagede sig højlydt. Flere af dem var begyndt at presse, men den eneste læge, der var derinde, havde travlt med at sy en kvinde, der lige havde født. Jeg var MEGET tæt på at gribe et par gummi handsker og hjælpe til. Mit hjerte gjorde virkelig ondt på deres vegne.
Da jeg tænkte på, at jeg derhjemme sidder i timevis ved hver enkelt fødende kvindes side, virkede det utrolig forkert og urimeligt, at disse kvinder skulle ligge fortvivlede og forpinte alene i det, der burde være et af deres livs største øjeblikke. Det gik op for mig, at en fødende kvindes behov for omsorg må være det samme, uanset i hvor i verden de befinder sig - Jeg kan ikke vente med at gøre en så enkel, men betydningsfuld forskel for Indiens kvinder.
En anden oplevelse, som gjorde stort indtryk på mig, var da jeg så en kvinde, der var i aktiv fødsel, ligge helt alene på den stue. Jeg gik smilende og begejstret hen til hende og hun gengældte mit smil. Mens jeg stod hos hende med min hånd på hendes smukke gravide mave, fik hun en ve. Jeg demonstrerede en dyb vejrtrækning for hende og ved hjælp af tegnsprog fik jeg hende til at gøre det samme når hendes veer kom. Jeg stod kun inde hos hende under få veer, men jeg følte og håbede virkelig at jeg havde gjort en lille forskel for denne kvinde. Hvor ville jeg igen ønske, at jeg kunne være blevet hos hende.

Jeg glæder mig virkelig meget til at kunne fortælle en masse historier og
jeg lover at tage billeder af hospitalet, som jeg kan vise jer, men i fredags virkede det ret upassende at tage billeder under rundvisningen, som en anden hvid turist.